Lottovinder køber diamantring til konen

En mand fra Fyn kunne glæde sin kone med at købe hendes længe savnede diamantring tilbage, da han pludselig havde masser af Lotto-penge på kontoen

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand fra det fynske vidste med det samme, hvad han skulle bruge penge på, da han for nyligt vandt 3,5 millioner i Lotto, og det var ikke på sig selv.

"Jeg skal ikke have et Rolex, en tatovering og en Harley. I første omgang," siger den glade fynbo til Danske Spil.

Som det første tænkte han i stedet på sin hustru:

"Da vi blev gift, fik hun en almindelig vielsesring. En diamantring, men så kiggede hun på en anden og byttede derfor. Men siden har hun flere gange sagt, at hun ærgrede sig over, at hun havde byttet den væk - så jeg tog ned for at købe den til hende igen," fortæller Lotto-vinderen.

Vil jagte oplevelser

Ud over ringen har den nyslåede lotto-millionær ikke har tænkt sig at bruge pengene på materielle ting.

"Gevinsten giver os luft i dagligdagen, men vi vil ikke bruge pengene på materialistiske ting. Nu vil vi jagte oplevelser. Det kan jeg nemlig godt lide," fortæller manden, som regner med, at hele familien skal ud på nogle rejser.

Der går nogle uger

Manden har i øvrigt endnu ikke fået hele gevinsten udbetalt.

Der går altid nogle uger, når der er tale om så store beløb, så han har stadig noget at glæde sig til.

"Man siger jo, at forventningens glæde er den største... Men 3,5 millioner? Nej, det kan godt være, at det udligner sig her," siger han.

OM LOTTO

Lotto startede den 7. oktober 1989 og trækkes fast hver lørdag aften.

Siden 2015 har Lotto haft en Millionærgaranti, der betyder, at der hver uge desuden bliver trukket lod om 2x1 mio. kr. blandt alle spillede rækker.

Den højeste gevinst blev vundet i 2008, hvor en heldig spiller fra København vandt 38.564.007 kr.

Kilde: Danske Spil
Powered by Labrador CMS