Margrethe går på pension

Træder tilbage 24. januar

Udgivet Opdateret

Dronning Margrethe overraskede i sin nytårstale alt og alle med at meddele at hun abdicerer som regent.

Det sker den 14. januar, 2024.

Da er det præcis 52 år siden, at hun tog over fra sin far, Kong Frederik.

Har overvejet hele året

- Jeg overlader tronen til min søn kronprins Frederik, siger dronningen.

Dronningen blev i løbet af 2023 opereret i ryggen, og det gav anledning til at overveje, om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til næste generation, siger hun i nytårstalen.

- I februar i år gennemgik jeg en omfattende rygoperation. Den forløb godt, takket være det dygtige sundhedspersonale, der tog sig af mig.

Dronning Margrethe meddelte i sin nytårstale, at hun abdicerer som regent 14. januar 2024.

- Det er nu

- Operationen gav naturligvis også anledning til at gøre sig tanker om fremtiden – om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til den næste generation.

- Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 – 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far – vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning.

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

Takkede for støtte

Dronningen takker herefter for den "overvældende varme og støtte", som hun har modtaget gennem årene.

Hun sender herunder en tak til de skiftende regeringer, "som det altid har været givende at arbejde sammen med, og til Folketinget, som altid har mødt mig med tillid".

Powered by Labrador CMS