Melder ud: Stor stigning i pant
Der er blevet slået pantrekord for en måned denne sommer. Den hidtidige rekord var fra juli sidste år
Det har raslet og klirret i de danske pantmaskiner som aldrig før i juli.
I alt blev der nemlig returneret 225 millioner dåser og flasker i løbet af måneden.
Det skriver Dansk Retursystem, som driver det danske pantsystem, i en pressemeddelelse.
Gode vaner
Det er en stigning på 13 millioner fra samme måned sidste år, som havde den hidtidige rekord.
Jesper Frische Larsen, som er driftsdirektør i Dansk Retursystem, roser danskernes "gode pantvaner".
Stor milepæl
- Det er en stor milepæl for os, som viser, at danskerne bakker op om pant- og retursystemet, siger han i pressemeddelelsen.
I alt er det 93 procent af alle dåser og flasker med pant, som kommer tilbage, men der er også 7 procent, som ikke bliver pantet.
Det sidste tal ønsker Dansk Retursystem at få længere ned.
Enormt vigtigt
- Det er enormt vigtigt, at vi får flest mulige tomme flasker og dåser tilbage, siger Frische Larsen.
Dansk Retursystem har drevet pantsystemet siden 2002, fremgår det af virksomhedens hjemmeside. Det gør virksomheden under tilsyn fra Miljøministeriet.