Messerschmidt stævner Lidegaard

Morten Messerschmidt har stævnet Lidegaard i forbindelse med udtalelse om, at hjemrejsepolitik handler om hudfarve

Offentliggjort Sidst opdateret

Messerschmidt stævner Lidegaard for injurier

Morten Messerschmidt har stævnet Martin Lidegaard for injurier efter udtalelser om Dansk Folkepartis hjemrejsepolitik.

Lidegaard fastholder, at politikken vil ramme folk med anden hudfarve, selvom Messerschmidt ikke brugte ordet 'hudfarve'.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

For en uge siden varslede Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, at han ville stævne De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, for injurier.

I en video på X bekræfter formanden, at stævningen nu er sendt afsted.

- Det sker, efter at han i sidste uge påstod, at Dansk Folkepartis hjemrejsepolitik handler om hudfarve. Det gør den i sagens natur ikke, og det ved Martin Lidegaard lige så vel som alle andre, siger Morten Messerschmidt.

"Noget pjat"

Martin Lidegaard har endnu ikke personligt modtaget en stævning, siger han til Ritzau. Han har endnu ikke talt med sin advokat.

Han tager oplysningen om en stævning med sindsro og kalder det "noget pjat".

Martin Lidegaard sagde mandag i sidste uge ved et debatmøde i Randers, at Dansk Folkeparti vil deportere tusindvis med en anden hudfarve.

Morten Messerschmidt har stævnet Martin Lidegaard i forbindelse med udtalelse under et debatmøde om, at hjemrejsepolitik handler om hudfarve.

- Man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her, sagde han ifølge DR.

- Det er skarpt skåret op

Han anerkender lørdag, at Messerschmidt ikke brugte ordet "hudfarve", og at det er skarpt skåret op. Men han holder fast i, at forslaget vil ramme folk med en anden hudfarve end de etnisk danske.

- Jeg anerkender, at i det interview bruger Morten Messerschmidt ikke ordet hudfarve. Men jeg mener, at det er konsekvensen af det, som Messerschmidt siger, siger Lidegaard.

Forhistorien er, at Morten Messerschmidt for nylig gav et interview i Weekendavisen. Her talte DF-formanden om at smide 50.000-100.000 mennesker med anden etnisk baggrund ud af Danmark, blandt andet hvis de ikke kan forsørge sig selv.

Cykeltyveri skal udløse udvisning

Man skal ifølge DF også kunne blive udvist, første gang man bliver straffet, for eksempel hvis man har stjålet en cykel.

Martin Lidegaard mener, at Morten Messerschmidt er gået alt for langt med sine tanker om remigration og bragte det derfor op i den politiske debat.

- Hvis man skal lave den gennemgang, har jeg svært ved at se, at man kan gøre det med andet udgangspunkt, end den etniske baggrund man har.

- Det at sige tro og hudfarve i den offentlige debat er for mig synonymt med anden etnisk baggrund. Det kan godt være, at jeg ikke ordret citerer Morten Messerschmidt, men jeg forsøger i en politisk debat at oversætte det ekstremt vidtgående forslag, siger Lidegaard.

Powered by Labrador CMS