Minister: England siger nej

Udenrigsminister Jeppe Kofod har været i kontakt med britisk minister for at få danske fans til semifinale

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har været i dialog med den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, for at kunne få tilrejsende danske fans ind til onsdagens EM-semifinale på Wembley i London, men briterne har konsekvent afvist.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har været i dialog med den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, for at kunne få tilrejsende danske fans ind til onsdagens EM-semifinale på Wembley i London, men briterne har konsekvent afvist.
Udgivet Opdateret

Regeringen har ad flere omgange forsøgt at få briterne til at lukke tilrejsende danske fans ind i England til onsdagens EM-semifinale på Wembley, men det har været forgæves.

Det fortæller udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

- Vi har naturligvis været i løbende kontakt med de britiske myndigheder. Også før kampstart i Baku i lørdags.

- Jeg har også selv rakt ud til min kollega og forhørt mig, om vi kunne finde en sikker, ordnet og hurtig løsning både til på onsdag og til en eventuel kamp søndag. Men jeg er nødt til at sige, at svarene har været ret konsekvente.

En påmindelse

- Briterne har strakt sig så langt, som de kunne - i lyset af den smittesituation de står i. Det er - desværre - en påmindelse om, at vi stadig står i en pandemi, siger Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar.

De britiske indrejseregler omfatter krav om karantæne i mindst fem dage, og det gør, at tilrejsende danske fans ikke kan komme ind til onsdagens kamp. 

Man risikerer en bøde på omkring 85.000 kroner, hvis man bryder isolationen.

Danmark gjorde det samme

Jeppe Kofod påpeger, at den danske regering heller ikke har lavet særregler i forbindelse med de fire EM-kampe, som blev spillet i Parken i København i juni.

Det betød blandt andet, at der ikke kunne komme tilrejsende russiske fans ind til Danmarks kamp mod Rusland, mens belgiske fans skulle i karantæne i mindst fem dage forud for kampen mod Belgien.

- Vi har jo også selv måttet afvise fans fra andre lande til nogle af de kampe, der blev spillet i Danmark.

- Jeg ville ønske, at coronapandemien var ovre. 

De kan stadig få billet

Men det er den desværre ikke. Jeg er dog glad for at høre, at danskerne, der bor i Storbritannien, har meldt sig stærkt på banen og købt snart sagt alle de danske billetter, siger han.

Han henviser til, at danskere bosat i Storbritannien kan købe billetter til kampen.

DBU har tidligere mandag oplyst, at der er solgt 4800 ud af 6000 billetter, som er reserveret til danskere i Storbritannien. 

Der vil være plads til mindst 60.000 fans på Wembley.

Hvis Danmark skulle slå England i onsdagens semifinale, er der lavet en særaftale med briterne, som betyder, at 1000 tilrejsende fans fra Danmark kan komme ind og se kampen.

Sådan er det gået Danmark i knockout-kampene ved VM- og EM-slutrunderne

EM:

1984: Danmark taber til værtsnationen Frankrig i gruppespillet, men bliver nummer to i puljen. Der er kun otte hold med - fire går videre. Så i semifinalen møder vi Spanien. Kampen ender 1-1 i ordinær spilletid og skal afgøres i straffesparkskonkurrence. Her er Preben Elkjær den eneste, der brænder, og det betyder, at vi ryger ud. Da man ikke spiller om bronze i 1984, bliver Danmark delt 3'er med Portugal.

1992: Det år er der sikkert rigtig mange danskere, der husker. Efter at have slået franskmændene i sidste spillerunde i gruppespillet går vi videre på en andenplads bag værterne fra Sverige. Vores semifinale mod Holland skal ud i straffesparkskonkurrence, og denne gang er vi bedre end i 1984. Kim Christofte sparker det sidste spark, der sender os i finalen. Her slår vi Tyskland med 2-0. Det er Danmarks eneste sejr ved en EM- eller VM-slutrunde nogensinde.

2004: Denne gang var 16 hold kvalificeret til slutrunden i Portugal. Danmark bliver 2'er i sin pulje og møder Tjekkiet i kvartfinalen. Her taber vi stort med 0-3.

VM:

1986: Danmark vinder alle sine tre puljekampe og skal møde Spanien i ottendedelsfinalen. Jesper Olsen bringer os på 1-0, men forærer spanierne målet til 1-1. Danmark taber 1-5.

1998: Vi bliver nummer to i puljen, hvor vi taber til værterne fra Frankrig. I ottendedelsfinalen smadrer vi Nigeria med 4-1 og møder Brasilien i kvartfinalen. Her taber vi en meget lige kamp med 2-3.

2002: Danmark bliver nummer et i puljen, hvor vi blandt andre slår de forsvarende verdensmestre fra Frankrig. Desværre løber vi ind i et engelsk landshold, der er langt bedre. Vi taber 0-3.

2018: Her bliver vi nummer to i puljen, hvor vi vinder over Peru og spiller uafgjort med Australien og de senere verdensmestre Frankrig. I ottendedelsfinalen mod Kroatien kommer vi foran efter to minutter. Kroaterne udligner og kampen går hele vejen til straffesparkskonkurrence. Her brænder både Christian Eriksen, Lasse Schöne og Nicolai Jørgensen, og Danmark ryger ud til de senere sølvvindere. 

Powered by Labrador CMS