Ni motorvejsbroer skal rives ned
Læs her om det store projekt, der vil ramme bilisterne allerede fra 7. oktober
Arbejdet med at udvide E45 Østjyske Motorvej fra fire til seks spor er nu for alvor gået ind i en ny fase.
- Vejdirektoratet har taget fat på de mange motorvejsbroer, hvoraf ni broer mellem Vejle og Aarhus skal rives ned og genopbygges for at gøre plads til de ekstra spor, skriver direktoratet i en pressemeddelelse.
Begynder om få dage
Nu er den 980 tons tunge bro, der fører Horndrupvej over motorvejen syd for Skanderborg, klar til at blive revet ned.
Nedrivningen foregår over 14 timer fra lørdag den 7. oktober kl. 19.00 til søndag den 8. oktober kl. 9.00, hvor motorvejen totalspærres mellem <53> Skanderborg S og <54> Ejer Bavnehøj.
Projektchef John Kjærsgaard fra Vejdirektoratet glæder sig over projektets udvikling og kalder det en milepæl, at den første bro nu rives ned, så der bliver plads til en ny. Samtidig håber han på forståelse og opfordrer til, at bilisterne planlægger deres rejse.
Meget trafikeret
- E45 er en af vores mest trafikerede motorveje, så vi kan ikke undgå at komme til at genere trafikanterne, når vi er nødt til at spærre motorvejen. Vi opfordrer alle, der skal mellem Horsens og Skanderborg, at man planlægger sin rejse, så man helt undgår at køre ud mellem kl. 19.00 og 09.00, men er det ikke muligt, har vi indsat omkørselsruter i begge retninger, siger John Kjærsgaard.
Trafikanterne må i perioden ud på en omkørselsrute på landeveje omkring motorvejen, hvor de opfordres til at køre efter forholdene på de lokale veje. Der kan være en forlænget rejsetid på op mod 15 minutter.
Færdig i juli 2024
Når den nuværende bro er revet ned, skal der bygges en ny. Vejdirektoratet forventer, at arbejdet med at bygge den nye bro vil være afsluttet i juli 2024.
- Fra den 8. oktober 2023 - efter genåbningen af motorvejen - bliver hastigheden sat ned til 80 km/t, og kørebanerne gøres smallere.
- I løbet af oktober og november vil der på enkelte dage i aften- og nattetimerne blive reduceret til et spor i hver retning og 50 km/t.