Ni ud af ti er mænd

Hver fjerde sigtede er en ung mand mellem 17 og 25 år

Udgivet Opdateret

I langt de fleste tilfælde er det mænd, som sigtes for spiritus- eller narkokørsel.

I perisoden fra 2007 til 2021 har hele 91 procent af de sigtede - altså ni ud af ti - været mænd. 

Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, der ser på politiets sigtelser for spirituskørsel i perioden 2007-2021 for 17-79-årige.

Og der er en høj sandsynlighed for, at der var tale om en ung mand, eftersom en ud af fire sigtede for spirituskørsel var mænd mellem 17 og 25 år. 

For kvinder har det typisk været unge chauffører og kvinder i 40'erne, der er blevet sigtet for spirituskørsel fra 2007 til 2021. 

Kvinder i 40'erne udgør knap en fjerdedel af alle sigtelser mod kvinder i perioden. Det svarer til 2 procent af alle periodens sigtelser for spirituskørsel.

Så mange er blevet sigtet

Siden 2007 er der årligt blevet rejst mellem 13.000 og 17.000 sigtelser for spirituskørsel. I alt er der rejst 224.600 sigtelser i løbet af den 15-årige periode fra 2007 til 2021. 

Generelt er antallet af sigtelser for spirituskørsel steget siden 2007 og toppede i 2020 med 17.000 for hele året.

Ni ud af ti, som sigtes for spiritus- eller narkokørsel, er mænd.
Ni ud af ti, som sigtes for spiritus- eller narkokørsel, er mænd.

FLEST SIGTELSER I SOMMERMÅNEDERNE

Det er i sommermånederne, at flest bliver sigtet for spiritus- eller narkokørsel.

"Juli er gennemsnitligt den måned, hvor flest er blevet sigtet for spirituskørsel i løbet af de seneste 15 år. Her lyder gennemsnittet på 1.500 sigtelser om måneden i perioden 2007 til 2021. Også maj og juni ligger over gennemsnittet," siger Sose Hakhverdyan, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Når julefrokostsæsonen starter i december, ligger antallet af sigtelser under gennemsnittet med under 1.200 sigtelser i gennemsnit fra 2007 til 2021. 

Januar og februar er de måneder, der ligger længst under gennemsnittet.

Kilde: Danmarks Statistik

Gennemsnitligt har der været lidt over 1.200 sigtelser om måneden i løbet af perioden. 

Powered by Labrador CMS