Nye regler for alkohol i butikker

Ny aftale skal ifølge regeringen gøre alkoholiske drikkevarer mindre synlige i dagligvarebutikkerne

Offentliggjort Sidst opdateret

Nye regler for alkohol i butikker

Regeringen har indgået en aftale om at adskille alkohol fra slik og kasseområder i butikker.

Formålet er at gøre alkohol mindre synlig for børn og unge i dagligvarebutikker.

Aftalen træder i kraft den 1. oktober 2025 med en indfasningsperiode på seks måneder.

Dette initiativ er en del af en større forebyggelsesplan fra regeringen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Breezer, øl og andre drikkevarer med alkohol skal fremover holdes adskilt fra butikkernes slikhylder og kasseområder.

Det har regeringen sammen med detailhandlen og alkoholproducenterne indgået en aftale om.

Mindre synlige

Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse søndag morgen.

Formålet er at gøre alkoholiske drikkevarer mindre synlige i dagligvarebutikkerne, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i pressemeddelelsen.

Skal ikke mødes

- Når børn og unge går i supermarkedet eller til købmanden, skal de ikke mødes af øl, vin og spiritus utallige steder i butikkerne.

- Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu er enige med detailhandlen om, at der skal skrues ned for eksponeringen af alkoholholdige drikkevarer i butikkerne, så de unge i mindre grad påvirkes til at købe alkohol, siger hun.

Placeres adskilt

Konkret betyder aftalen, at alkoholiske drikkevarer skal placeres adskilt fra slik og chips, børne- og legetøjsafdelinger, frugt- og grøntafdelinger og kasseområdet.

Alkohol, som kunder kun kan købe gennem betjening, må fortsat placeres ved kasseområdet. Det samme må køleskabe, som står et fast sted i butikken.

Ude af syne

Det fremgår desuden, at der med retningslinjerne tages forbehold for særligt de mindre butikker, hvor de kan være vanskeligere at placere drikkevarerne ude af syne for børn og unge.

Uden ombygninger

- Med aftalen er det lykkedes at finde en løsning, der fungerer for både små købmænd og store supermarkeder, hvor vi begrænser placeringen af alkohol i butikkerne, uden at det kræver omfattende ombygninger, siger Sophie Løhde.

Forebyggelsesplan

De nye retningslinjer træder i kraft den 1. oktober 2025 med en indfasningsperiode på seks måneder.

Aftalen er en del af en forebyggelsesplan, som regeringen i 2023 indgik sammen med SF, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Alternativet.

Breezer, øl og andre drikkevarer med alkohol skal fremover holdes adskilt fra butikkernes slikhylder og kasseområder. Det har regeringen sammen med detailhandlen og alkoholproducenterne indgået en aftale om. (Arkivfoto).



Powered by Labrador CMS