Pas på glatte veje

Kør i god tid, hvis du bor i de frostudsatte områder

Udgivet Opdateret

Vejret er stedvis ved at gøre hundeluftningen om morgenen til en kold omgang.

Og igen i nat har Danmark været ramt af nattefrost.

Denne gang er det et område syd for Aarhus, hvor der skal gang i isskraberen, hvis bilen skal ud at køre.

Og er der ikke saltet, kan vejene også være glatte på de mest udsatte steder.

Nogen sol

Andre steder er der stadig et skydække, der holder på varmen, så man kan opleve nattetemperaturer fra under 0 grader til op til 10 graders varme natten til fredag afhængig af, hvor skyerne bliver hængende.

Torsdag kommer til at ligne de seneste dage med nogen sol over det meste af landet og flest skyer over det nordvestlige Danmark, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Dagtemperaturerne vil i det meste af landet ligge på 12-17 grader.

Regn på vej

Fredag kan der ske et omslag i vejret i det vestlige Jylland.

- En front som kommer ind over os fra Storbritannien kan give regn i det vestlige Jylland langs kysten, siger vagthavende meteorolog Trine Pedersen til Newsbreak.dk.

  Det er muligt, at det kun er vestjyderne der får vandet haven.

- Fronten kan blive opløst, inden den når de østligere egne af landet, og weekenden ser mest af alt ud til at byde på skyet vejr over en bred kam, siger Trine Pedersen til Newsbreak.dk.

Igen torsdag morgen skal der gang i isskraberen i dele af Danmark.
Igen torsdag morgen skal der gang i isskraberen i dele af Danmark.
Powered by Labrador CMS