Politiet kommer med vigtig advarsel

Her skal du passe særligt på

Offentliggjort Sidst opdateret

Med de stigende temperaturer, der har bragt vejret over frysepunktet, er sneen og isen, der har lagt sig over landet, ved at smelte væk.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi får meldinger om smeltevand på vejene flere steder i kredsen.

Det oplyser politiet på meddelelsestjenesten Politi Update mandag aften.

Der kan være risiko for akvaplaning grundet smeltevand på vejene. (Arkivfoto).

- Vi opfordrer derfor til, at man er lidt ekstra opmærksom her i de mørke timer, da der kan være risiko for akvaplaning.

Akvaplaning opstår, når et køretøj kører så hurtigt, at dækket ikke kan nå at fortrænge vandet på vejbanen foran hjulet. Vandet vil derfor trænge ind under dækket og løfte det fra vejen.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut kan man begynde at ane det spæde forår i denne uge.

Stiger mere

Mens temperaturen tirsdag vil ligge på mellem 1 og 6 grader, ser det ud til, at den kommer til at stige yderligere onsdag.

For går der hul i skydækket - særligt over den sydlige del af Danmark - kan temperaturen komme helt op på 12-13 grader.

- De mest frosne skal nok beholde den store vinterfrakke på et par dage endnu, men vi andre kan godt begynde at tage lidt mindre tøj på, sagde vagthavende meteorolog Klaus Larsen til Ritzau mandag morgen.

Powered by Labrador CMS