Trumps ambassadør får kæmpe skideballe
USA's ambassadør i Frankrig får nu et par lussinger efter sin arrogante tilgang til ambassadør-forpligtelserne
USA's ambassadør i Frankrig, Charles Kushner, undlod at møde op, efter at han blev indkaldt til samtale af landets udenrigsminister.
Det oplyser det franske udenrigsministerium, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Det manglende fremmøde ser ud til at få betydning for Kushners adgang til Frankrigs ministre.
Manglende forståelse
- I lyset af denne tilsyneladende manglende forståelse af de grundlæggende krav til ambassadørmissionen og æren ved at repræsentere sit land, har (udenrigsminister Jean-Noël Barrot, red.) anmodet om, at han ikke længere får direkte adgang til medlemmer af den franske regering, skriver ministeriet.
Ambassadøren blev indkaldt søndag i en sag om amerikanske udtalelser om drabet på den franske højreaktivist Quentin Deranque.
Sagen om drabet har i Frankrig øget spliden mellem højre- og venstrefløjen.
Både USA's ambassade og det amerikanske udenrigsministeriums antiterrorafdeling har sagt, at de følger tæt med i sagen. Sidstnævnte har skrevet, at den "bør bekymre os alle".
- Voldelig radikal venstrefløjspolitik er på vej frem, skrev antiterrorafdelingen sidste uge på det sociale medie X.