Politiet med nyt om togulykke

Der var 11 personer involveret, skriver de blandt andet

Udgivet Opdateret

Én enkelt person er kommet til skade i forbindelse med en færdselsulykke i Tønder mandag morgen. Det er dog ikke en alvorlig skade.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i sin seneste opdatering omkring ulykken.

Den tilskadekomne er en 55-årig mand fra lokalområdet, der befandt sig en en af de to personbiler, der var involveret.

Mandag morgen var de to biler og et Arriva-tog impliceret i ulykken ved en jernbaneoverskæring på Ndr. Landevej i Tønder.

Mange involveret

Her ramte toget den ene personbil, skriver Ritzau.

De skriver også, at den ene bil blev slynget over i en ventende bil tilhørende hjemmeplejen i Tønder Kommune.

Politiet oplyser, at ni personer befandt sig i toget og én person i hvert af køretøjerne.

De melder ikke selv noget ud om hændelsesforløbet for ulykken.

Spærret af

Ndr. Landevej var spærret af, mens politi, redningsberedskab, bilinspektør og Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane arbejdede på stedet.

Mandag middag er der åbnet op på stedet igen.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken lidt over klokken syv mandag morgen.

Powered by Labrador CMS