Politiet varsler kaos på vejene

Sjællandske politikredse advarer om risiko for akvaplaning, efter at der er faldet større mængder regn

Udgivet Opdateret

Sjællandske bilister opfordres til at køre hjemme fra i god tid, hvis de vil undgå forsinkelser på grund af vandmasserne, der er faldet i nattens løb.

Det siger vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag morgen.

- Og når vejret er sådan her, er der også en risiko for akvaplaning, advarer han.

Fortsætter ud på eftermiddagen

Regnen har hen over natten særligt ramt den sydlige, centrale og østlige del af landet.

Det vil sige Sønderjylland, Fyn og Sjælland. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside.

Regnen ser ud til at fortsætte ud på eftermiddagen, og der ventes at falde op mod 20 millimeter på Fyn og Sjælland.

Udvis forsigtighed

Vejret kan stedvist give problemer med oversvømmede vandløb, lyder det.

Hos Københavns Vestegns Politi advarer man også om risikoen for akvaplaning.

- Der er jo altid en risiko for akvaplaning, når det er vådt. I den situation skal man udvise noget forsigtighed, siger vagtchefen.

Hold afstand

Han er selv kørt ad motorvejen for at komme på arbejde tirsdag morgen.

- Folk kører for tæt, og der er meget opsprøjt. Så sigtbarheden er en lille smule nedsat.

- Derfor skal folk huske at holde afstand, lyder det.

KØBENHAVNS VESTEGNS POLITI

Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de 11 storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.

Kim Christiansen er politidirektør og dermed den øverst ansvarlige for Københavns Vestegns Politi.

Powered by Labrador CMS