Rekord: Skifter mening om elpriser

De høje priser på el får ifølge to energiselskaber rekordmange danskere til at skifte mellem produkter

Udgivet Opdateret

Fast pris eller variabel pris på el.

Det er det store spørgsmål hos mange danskere, der interesserer sig for prisen for el som aldrig før.

Aldrig har så mange skiftet mellem forskellige elprodukter som nu, lyder det fra energiselskabet Norlys.

- I oktober havde vi 85.000 der skiftede produkt, i november var det 52.000. Til sammenligning havde vi tidligere mellem 5000 og 7000, der skiftede produkt om måneden, når det gik højt for sig, siger direktør for Norlys' energiforretning Mads Brøgger.

Skifter fra fastpris

Norlys har cirka 600.000 private elkunder og er landets næststørste elhandelsselskab.

Også energiselskabet Ewii har dette efterår haft rekordmange skift, når det gælder kundernes valg af elprodukter.

- Her i efteråret har vi set, at 24.100 ud af godt 100.000 elkunder har skiftet fra et fastprisprodukt til et spotprisprodukt, siger kundechef Tommy Sørensen.

De mange skift hænger ifølge de to selskaber sammen med, at prisen på en tre måneders fastprisaftale stod til at stige markant, samtidig med at den variable elpris - også kaldet spotprisen - forblev på et lavt niveau.

Bliver kontaktet igen

Det fik mange kunder til at droppe fastprisaftalen til fordel for et variabelt produkt, hvor prisen skifter fra time til time og følger markedsprisen på el.

- Energikrisen giver store udsving i energipriserne. I en periode hvor den variable elpris var lav, gav det et naturligt ønske fra mange kunder om at rykke hen og få mulighed for at spare på energiprisen.

- Men her den seneste uge, hvor elprisen igen er blevet højere, er vi igen blevet kontaktet af kunder, der gerne vil annullere skiftet, siger Mads Brøgger.

Ser på bekymringen

De hyppige skift har fået selskabet til at lancere et produkt, der ifølge Mads Brøgger "rummer det bedste fra spot- og fastprismarkedet".

- Når vi pludselig ser, at ti gange så mange som normalt skifter produkt, så får os det til at se på, hvad det er for en bekymring og kundebehov, der driver den her bølge.

- Det gør, at vi har lanceret et kombiprodukt, hvor man stadig har et incitament til at bruge strømmen, når den er billigst, og samtidig har trygheden omkring en del af den faste pris, siger han.

I det nye produkt bliver halvdelen af kundens forbrug hver time afregnet til en fast pris, mens den anden halvdel afregnes til en variabel pris.

De historisk høje priser på el får mange danskere til at interessere sig for valg af elaftaler. (Arkivfoto).
De historisk høje priser på el får mange danskere til at interessere sig for valg af elaftaler. (Arkivfoto).

SÅDAN SKÆRER DU TOPPEN AF ENERGIREGNINGEN

Her er seks råd fra Energistyrelsen:

* Send dit varmeanlæg på ferie hen over sommeren og spar op mod fem procent af din årlige varmeregning. Det er op til cirka 1300 kroner, hvis du har gasfyr. Du kan også sommerlukke andre typer af varmeanlæg.

* Hvis du forkorter fem af familiens ugentlige brusebade fra 15 til 5 minutter, kan du spare op mod 5000 kroner om året, alt efter hvilken varmekilde du har.

* Brug tørresnoren i haven, i gården eller tørrestativet på altanen. Så får tørretumbleren og dit strømforbrug en pause. Det kan koste dig omkring 2500 kroner, hvis du har en C-mærket tørretumbler, der får lov at køre fire gange om ugen hele året.

* Sluk apparater og maskiner på kontakten, inden du tager på ferie. Så sluger de ikke strøm, når du alligevel ikke er hjemme. Især ældre apparater og apparater tilsluttet internettet kan have et højt standby-forbrug.

* Strømprisen varierer væsentligt over tid. Ved at time dit elforbrug, for eksempel ved at udskyde igangsættelse af opvaskemaskinen, kan man spare penge.

* Har man mulighed for at energirenovere sin bolig, falder energiforbruget og dermed regningen.

Kilde: SparEnergi.dk
Powered by Labrador CMS