-Rusland truer ikke Danmark

Den russiske ambassadør afviser, at russiske fly krænker andre landes luftrum med vilje. Eksperter tvivler

Udgivet Opdateret

Danskerne behøver ikke være bange, selv om et fly fra Rusland i sidste uge ifølge Forsvaret trængte ind i dansk luftrum.

Det siger den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin.

- Rusland truer ikke Danmark, skriver Vladimir Barbin i en e-mail, efter at Ritzau bad om et interview.

Ikke bevidst

Den russiske ambassadør siger desuden, at den mulige krænkelse, som ifølge Forsvaret blev begået af et overvågningsfly øst for Bornholm, ikke var bevidst.

- Rusland respekterer andre landes luftrum og krænker dem ikke med vilje, skriver Vladimir Barbin.

Den forklaring afvises umiddelbart af flere danske militæreksperter hos Forsvarsakademiet.

Det er ikke noget, et fly normalt "kommer til" ved et uheld, siger de.

- De har jo udstyr om bord, som fortæller dem, præcis hvor de er henne. De plejer jo godt at vide, hvor de er. Så jeg mener, det er meget usandsynligt, siger adjunkt Søren Nørby.

Har protesteret over Danmark

Rusland har på det seneste højlydt protesteret over, at Danmark bidrager med våben og udstyr til Ukraine, som Rusland for over to måneder siden invaderede.

Flere af de danske militæreksperter peger på, at spionflyets smuttur nok skulle sende et budskab: At danskerne ikke skal føle sig for sikre.

Omvendt mener oberst Søren W. Andersen fra Flyverkommandoen i Forsvaret, at det godt kan lade sig gøre at tage fejl.

Før sin udstationering i Danmark var Vladimir Barbin blandt andet Ruslands arktiske ambassadør.
Før sin udstationering i Danmark var Vladimir Barbin blandt andet Ruslands arktiske ambassadør.

Vil undersøge episoden

- Den russiske pilot har kun navigationen i cockpittet at styre efter, så det kan godt være, at han - eller hun - er uenig i, at flyet har været i vores luftrum, siger obersten til Kristeligt Dagblad.

Ambassadør Vladimir Barbin skriver, at episoden vil blive undersøgt grundigt, men at Rusland ikke har fået udleveret alle data fra dansk side.

Afviser kritik

Og selv om han afviser, at Rusland er en trussel, er han kritisk over for Danmark:

- Desværre er dansk politik, retorik og handlinger mod Rusland konfrontatoriske.

- Længe før begivenhederne i Ukraine fulgte man en kurs om at inddæmme Rusland og opgive fælles forsøg på at styrke den internationale og regionale sikkerhed, skriver han.

Ambassadøren blev mandag kaldt ind til en samtale i Udenrigsministeriet for at forklare episoden med flyet.

KORT OM KONFLIKTEN

Krigen i Donbass, også kendt som Krigen i Østukraine er en igangværende konflikt siden 2014 i regionen Donbass i det østlige Ukraine.

Konflikten startede efter Den ukrainske revolutionen i 2014 og Krimkrisen i 2014. Separatister overtog kontrollen med offentlige bygninger, og erklærede Donbass uafhængigt fra Ukraine. Den 6. april 2014 blev Folkerepublikken Donetsk oprettet i Donetsk oblast, dette markerer starten på konflikten. Den 27. april samme år blev Folkerepublikken Lugansk i Luhansk oblast oprettet. I alt er over 5.000 mennesker er meldt dræbt og over 1,5 millioner er drevet på flugt.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS