Så ulækker er din telefon

Den værste smittekilde i dine omgivelser

Udgivet

Meget snart rammer vi ind i efteråret med diverse sygdomsbølger og epidemier.

Men den værste smittespreder af dem alle kan du ikke undgå.

Den er på dig eller meget tæt på dig hele tiden og næsten døgnet rundt.

Den er synderen

Det er din mobiltelefon, der er den helt store bakteriebombe.

Det fortæller  Maria Brix Balle, der er biolog og hygiejneekspert i hygiejnevirksomheden Initial.

- Mobilen er i dag så tæt integreret i vores liv, at den nærmest er blevet en naturlig forlængelse af vores krop. 

Den dårlige vane med at have mobilen med på toilettet, gør din smartphone til en bakteriebombe.

- Alligevel er mobilen en skjult bakteriebombe, hvor det kun er de færreste, der renser deres mobil jævnligt, siger Maria Brix Balle.

Mere beskidt end toiletbrættet

Din smartphone er ofte mere beskidt end toiletbrættet.

Og skærmen kan indeholde rester af både afføring og stafylokokker og andre klamme ting.

I en undersøgelse foretaget af Initial har 40 % af 2.000 kontoransatte indrømmet, at smartphonen er med dem på toilettet i arbejdstiden.

Værre end andre

Og er du typen, der har et lædercover til din mobil, er du ilde stedt.

De ophober nemlig dobbelt så mange bakterier sammenlignet med en smartphone uden lædercover.

- Hver gang vi rører vores telefon, bliver vi både udsat for og spreder bakterier, så det begynder med, at man holder sin telefon ren, siger Maria Brix Balle.

Powered by Labrador CMS