DMI ADVARER:

- Så voldsomme mængder regn kan der falde

Pas især på risikoen for aquaplaning

Udgivet

Det ene regnvejr afløser det andet for tiden, og nu har DMI sendt et forvarsel ud om kraftig regn fra fredag aften til søndag morgen.

Kraftig regn er defineret som 24 millimeter regn over seks timer.

Lokalt kan der komme endnu mere, siger vagthavende meteorolog Lisette Grenbom.

- Kan give problemer

- Vi ser også ind i, at der lokalt kan komme noget, der ligner 50 millimeter. Så det kan godt give problemer flere steder, siger hun.

Lørdag er skiftedag i sommerhusområderne, og der vil være en del biler på vejene.

De skal ifølge meteorologen tage sig i agt for risiko for akvaplaning på de våde vejbaner.

Sidste weekend blev dele af landet ramt af skybrud, hagl, torden og endda vindstød af stormstyrke.

Voldsomme mængder

Denne weekend ser det indtil videre ud til, at der kun er tale om vedvarende regn.

Men det kan også være voldsomt i de mængder, der er i vente, lyder det fra meteorologen.

- Det voldsomme består i de mængder, der falder, hvor regnen ophober sig i lavninger og på vejene, ligesom der kan trække vand ind i kældrene, siger Lisette Grenbom.

Normalt falder der 65 millimeter regn i juli, men efter blot ti dage af juli er der allerede faldet 40 millimeter.

Måske på vej mod ny rekord

Sidste år satte juli rekord som den hidtil mest nedbørsrige juli måned, siden målingerne begyndte i 1874. Det blev til 140,8 millimeter.

Om vi er på vej til at slå den rekord, er ifølge meteorologen for tidligt at sige.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk

- Men jeg synes, det er vådt, og det er ustabilt. De fronter, vi får ind over os, giver meget vand, siger Lisette Grenbom.

DMI opdaterer dets forvarsel for weekenden senest torsdag aften.

Powered by Labrador CMS