DMI: Mere sne har kurs mod Danmark

Den kommende uge byder på meget mere frost - og flere steder i Danmark kan der falde sne

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din smartphone HER

Frostvejret fortsætter i de kommende dage, hvor vinden vil få det til at føles endnu koldere.

Samtidig kan der flere steder i Danmark falde sne, hvilket indebærer en risiko for snefygning.

Det fortæller Hans Peter Wandler, som er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) mandag morgen.

- Den uge, vi går ind i, står fortsat i vinterens tegn med kulde, blæst og stedvis snefald.

- Når vi ser på vejret mandag og tirsdag, bliver det dage med nogen eller en del stedvis sol, men det kan også stedvist være skyet med lidt let sne, siger Hans Peter Wandler.

Mandag

Ugen begynder med en jævn til hård vind, mens blæsten ved kysterne kan nå op på kulingstyrke.

Vinden betyder, at temperaturerne mandag og tirsdag på mellem én og fem graders frost vil føles som 10 til 15 minusgrader.

- Det kan godt være, at det er et par dage med lidt solskin, men det vil fortsat være bidende koldt at bevæge sig uden for i vinden, siger Hans Peter Wandler.

Onsdag til fredag

Fra onsdag og frem til fredag kommer der skyer op sydfra. Det vil formentlig føre til perioder med sne.

- Temperaturen vil fortsat ligge mellem frysepunktet og fem graders frost. Og der vil igen være risiko for snefygning i forbindelse med det her snevejr, der kan komme op, siger meteorologen fra DMI.

Prognoserne viser, at solskin, skyer og sne vil fordele sig nogenlunde jævnt over hele landet.

Hans Peter Wandler opfordrer til, at man holder sig løbende opdateret omkring vejret - ikke mindst på grund af de trafikale forhold.

Fortsætter længe endnu

Når han ser fremad, er der ikke umiddelbart de store ændringer.

- Når vi kigger i prognoserne, ser det ud til, at det kolde vejr fortsætter et godt stykke tid endnu, siger han.

Hans Peter Wandler vurderer, at de kommende dage byder på fine muligheder for at komme ud for de legelystne.

- Jeg tænker, at børn og barnlige sjæle jo nok holder af at kælke, lave snebolde og en snemand i ny og næ.

- Hvis der kommer lidt mere sne her i ugen, kan det være, at man kan være heldig, at der falder nok til, at man kan bygge lidt, siger han.

Powered by Labrador CMS