Ung mand stukket med kniv bag McDonald's

En mand er blevet opereret efter knivoverfald i Rødovre. Politiet taler med vidner og gennemgår overvågning

Offentliggjort Sidst opdateret

Ung mand stukket ned i Rødovre

En 18-årig mand blev natten til mandag stukket med kniv i Rødovre.

Han blev opereret på Rigshospitalet og er uden for livsfare.

Politiet efterforsker sagen, men har endnu ingen anholdte.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 18-årig mand er natten til mandag blevet stukket ned i Rødovre.

Det fortæller vagtchef David Borchersen fra Københavns Vestegns Politi.

- Han er kørt på Rigshospitalet, hvor han er blevet opereret, siger vagtchefen og tilføjer, at manden er uden for livsfare.

Han er blevet stukket med et enkelt knivstik på Horshøjvej, der ligger bag McDonald's på Jyllingevej i Rødovre, oplyser politikredsen.

- Han er blevet stukket i den ene side af kroppen et eller andet sted, siger vagtchefen.

Politiet efterforsker nu sagen og har foreløbig ingen anholdte.

- Vi træffer nogle personer derude, som kan relatere til den forurettede, og vores vurdering er, at de for nu ikke har det store ønske om at hjælpe med opklaringen af sagen. Så vi er ikke rigtig kommet så langt, siger David Borchersen.

Videoovervågning 

- Vi har nogle vidner, vi skal have talt med, og så er der noget videoovervågning og andre ting, vi skal have kigget på, som måske kan være med til at belyse sagen, så vi kan se, hvad der er sket, tilføjer han.

Knivstikkeriet skal have fundet sted kort efter midnat natten til mandag.

Powered by Labrador CMS