Sådan scorer de kassen

Med bred vederlagsreform får fremtidige folketingsmedlemmer lønforhøjelse

Offentliggjort Sidst opdateret

Lønforhøjelse for fremtidige folketingspolitikere

Fremtidige folketingsmedlemmer vil modtage en lønforhøjelse fra 948.000 kroner til 1,08 millioner kroner årligt.

Samtidig vil deres pensionsordning blive forringet, og eftervederlaget reduceres til maksimalt 12 måneder.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Fremtidens folketingsmedlemmer kan se frem til en lønstigning.

Det fremgår af en ny reform af folketingsmedlemmer og ministres vederlag, som et bredt flertal i Folketinget tirsdag er blevet enige om.

Aftalen fremgår i en pressemeddelelse fra Folketinget, som medier som TV 2, Ekstra Bladet og Altinget tidligere tirsdag har erfaret fra.

Fremover får folketingspolitikerne mere i løn, men mindre i pension. Her ses Folketingssalen under sidste uges afslutningsdebat.

Helt konkret kommer lønnen til at stige fra 948.000 kroner om året til 1,08 millioner kroner årligt for et folketingsmedlem.

Stor pension

Også ministre får en lønforhøjelse - eksempelvis stiger statsministerens vederlag fra 2,09 millioner kroner til 2,48 millioner kroner årligt.

Til gengæld bliver politikernes pensionsordning forringet, forstået på den måde at de fremover får et beløb svarende til omkring 18 procent af deres løn i pension.

Aftalen er indgået mellem regeringspartierne, SF, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Alternativet.

Dermed står Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne uden for aftalen.

Ikke nu

Aftalen skal vedtages i Folketingssalen efter sommerferien og gælde efter næste folketingsvalg.

De nuværende folketingspolitikere får dog ikke ændret deres vilkår. De nye vilkår gælder for politikere, der første gang vælges til Folketinget eller udnævnes til minister.

En folketingspolitiker har i dag ret til et eftervederlag, der svarer til grundvederlaget, i 6-24 måneder. Perioden afhænger af, hvor længe politikeren har været medlem af Folketinget.

Fremover vil eftervederlaget blive reduceret, så det maksimalt gives i 12 måneder for medlemmer af Folketinget.

Ministres ret til eftervederlag reduceres fra maksimalt 36 måneder til 12 måneder.

Også folketingspolitikernes barselsvilkår står for skud. Der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der senest 1. september skal udarbejde et forslag til en ny ordning for barsels- og forældreorlov.

Ude af trit

For de nuværende regler er "ude af trit med de vilkår, der gælder på det almindelige arbejdsmarked", lyder det. I dag har et folketingsmedlem ret til barselsorlov med fuld løn i op til 12 måneder.

Samlet set vil der med reformen være tale om en besparelse på 90 millioner kroner om året, når de nye vilkår er fuldt indfaset i 2090. Det svarer til en reduktion på 20 procent af de nuværende omkostninger.

Der er derfor tale om en aftale, der væsentligt reducerer politikernes samlede indtægter over et livsforløb, lyder det i pressemeddelelsen.

Debatten om folketingspolitikernes løn- og pensionsforhold har eksisteret i flere år.

I 2014 nedsatte Socialdemokratiet, Venstre, SF, De Radikale og De Konservative en vederlagskommission. Den skulle komme med anbefalinger til et nyt, samlet lønsystem for politikere.

Gav hånd på det

De fem partier gav hinanden hånd på, at de ville følge kommissionens anbefalinger uanset hvad. Siden løb en række partier fra aftalen.

Anbefalingerne kom i 2016, og her var netop højere løn og lavere pension til politikerne et forslag.

Powered by Labrador CMS