Sådan vil regeringen bekæmpe droner over Danmark

Danmark har allerede kapacitet til at ramme droner, men der skal anskaffes yderligere, siger justitsminister.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), justitsminister Peter Hummelgaard (S), rigspolitichef Thorkild Fogde og forsvarschef Michael Hyldgaard fortæller på et pressemøde i Forsvarsministeriet om de seneste droneaktiviteter.
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringens indsats mod droneaktiviteter i Danmark

  • Regeringen vil anskaffe nye kapaciteter til at detektere og neutralisere droner.
  • Justitsminister Peter Hummelgaard understreger vigtigheden af sammenhold mod hybride angreb.
  • Forsvarsminister Troels Lund Poulsen ser alvorligt på situationen og vil styrke indsatsen.
  • Der er observeret droner nær flere danske lufthavne, og det er uvist, hvem der står bag.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Der skal anskaffes "nye kapaciteter til at detektere og neutralisere droner".

Det siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde, som finder sted efter de seneste droneaktiviteter i Jylland.

- Målet med den her slags hybride angreb er at skabe frygt, skabe splid og gøre os bange. Det er vigtigere end nogensinde, at vi står sammen, siger Hummelgaard.

Danmark har allerede udstyr til at neutralisere droner, men der skal anskaffes yderligere, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

- Vi gør, hvad vi kan, og vi kommer også til at gøre mere. Vi ser med stor alvor på det, siger Lund Poulsen.

Et hybridangreb

Forsvarsministerens vurdering er, at der er tale om et hybridangreb. Det er ikke blot en drone fra Fætter BR, som "flyver rundt et tilfældigt sted", lyder det fra Lund Poulsen.

Sent onsdag og natten til torsdag er der blevet observeret droner nær lufthavne i både Nordjylland og Syd- og Sønderjylland.

I mandags og natten til tirsdag var der også droneaktivitet over Københavns Lufthavn.

Det er fortsat uvist, om de seneste hændelser kan kædes sammen med hændelsen i Københavns Lufthavn mandag aften. Her blev luftrummet lukket i omkring fire timer, efter at der blev observeret to til tre uidentificerede droner i området. Men det kan ikke udelukkes, siger forsvarsministeren.

På pressemødet torsdag morgen i Forsvarsministeriet deltager også forsvarschef Michael Hyldgaard og rigspolitichef Thorkild Fogde.

Her er dronerne spottet

Flere militære områder er beliggende nær de danske lufthavne, hvor der onsdag aften og natten til torsdag har været spottet droner.

I nærheden af Aalborg Lufthavn ligger Flyvestation Aalborg, som er hjemsted for Forsvarets transportfly og Jægerkorpset.

Flyvestation Skrydstrup er et militært område, hvor danske F-16- og F-35-kampfly har hjemmeadresse.

Overvejede at skyde dem ned

Hyldgaard siger, at der var overvejelser om at skyde droner ned, som fløj rundt over de militære områder.

Det er fortsat uvist, hvem der står bag ugens dronehændelser i Danmark.

- Vi udelukker ikke noget, i forhold til hvem der står bag, siger Hummelgaard.

Samme melding kommer fra Troels Lund Poulsen (V), som dog tilsyneladende har blikket rettet mod Rusland:

- Når det er sagt, er der lande, som har en interesse i at underminere opbakningen til Ukraine. Det er afgørende, at vi ikke lader os intimidere af Rusland.

Powered by Labrador CMS