Salg stoppet: Kan være livsfarligt

Brug af visse brændekløvere har ført alvorlige ulykker med sig

Denne brændekløver er ikke lovlig i Danmark, da den blandt andet mangler afskærmning omkring kløvezonen.
Denne brændekløver er ikke lovlig i Danmark, da den blandt andet mangler afskærmning omkring kløvezonen.
Udgivet Opdateret

I Danmark findes der cirka 670.000 brændeovne landet over, og nogle foretrækker at få varmen to gange ved selv at kløve brændet.

Men hvis man ejer en brændekløver, så bør man tjekke, om den er sikker og forsvarlig at bruge. 

Sikkerhedsstyrelsen har testet 11 brændekløvere på det danske marked, og det førte til salgsstop for fem af brændekløverne, som kan være farlige at gøre brug af. 

Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Brugen af brændekløvere har nemlig ført en række alvorlige ulykker med sig, og derfor har der været en europæisk indsats, hvor mange lande har testet brændekløvere, og sikkerhedskravene er blevet skærpet. 

Salgsstop på fem ud af 11

I Danmark har Sikkerhedsstyrelsen i år kontrolleret 11 brændekløvere på det danske marked.

Kontrolindsatsen har ført til salgsstop på 5 ud af de 11 kontrollerede brændekløvere, indtil forholdene er bragt i orden. 

Det vil sige, at brændekløverne først må sælges igen, når de farlige eller mangelfulde ting på maskinen er ændret. For to af brændekløverne er det dog kun brugsanvisningen og mærkningen, der skal opdateres.

- Vi har imidlertid ikke vurderet graden af risici så alvorlige, at brændekløverne skal trækkes tilbage fra markedet. Men er du ejer af én af de fem typer, bør du overveje at kontakte forhandleren med henblik på opdatering, siger kontorchef Kirstine Gottlieb, Sikkerhedsstyrelsen.

Risiko for knust hånd eller fod

Under kontrollerne blev brændekløverne visuelt undersøgt og funktionelt afprøvet på salgsstederne. 

Ligeledes blev brændekløvernes EF-overensstemmelseserklæringer samt brugsanvisninger gennemgået for formelle fejl og mangler.

Det er blevet klarlagt, at en af årsagerne til nogle af de alvorlige ulykker har været, at træet ikke var fastholdt på en sikker måde under kløvningen. 

Det førte til, at brugeren oftere kom til at gribe ind i processen og dermed risikerede at få klemt eller knust en hånd eller fod mellem kilen og støttepladen. 

På nogle brændekløvere så man, at det var nemt at manipulere med to-hånds-betjeningen. 

Ikke længere lovlige

Man oplevede desuden flere ulykker med kløvekiler med kryds, som kan kløve træet i fire eller seks dele, frem for kun to. Disse krydskiler er ikke længere lovlige at bruge på maskinerne, og sikkerhedskravene er blevet skærpet.

- Såfremt man ejer en brændekløver produceret før 2017, hvor sikkerhedskravene ikke var skærpede, kan vi kun anbefale forsvarlig og sikker brug ud fra brugsanvisningerne. Brug kun maskinen én person ad gangen, brug to-hånds-betjeningen og bær sikkerhedssko, siger Kirstine Gottlieb.

Brug kun maskinen én ad gangen

Det kan være fristende at øge effektiviteten ved at få en hjælper til at placere og fjerne træet løbende, mens man selv betjener brændekløveren. Men især hjælperen risikerer på denne måde at få klemningsskader, da det er en anden person, der styrer kløvekilen mod træet. 

De skærpede krav i standarden beskriver, at brændekløveren kun må bruges af én person ad gangen.

På nogle af varianterne skal der være afskærmning omkring kløvezonen, og brugerens placering under betjeningen af brændekløveren skal afskærme den åbne del, så personer omkring ikke kan gribe ind i kløvezonen.

Brændekløvere vil blive kontrolleret igen i 2022.

Powered by Labrador CMS