Skal du også have 4700 kroner tilbage

900.000 lønmodtagere har i gennemsnit 4700 kroner til gode 

Udgivet Opdateret

Der ligger en tidlig julegave og venter på mange lønmodtagere, som endnu mangler at få bestilt feriepenge.

Omkring 900.000 danskere har tilsammen 4,2 milliarder kroner til gode for ferieåret 2022/2023.

Det viser tal fra ATP, der administrerer feriepengeordningen.

De mangler

- I lighed med tidligere år er det i høj grad timelønnede lønmodtagere og fratrådte lønmodtagere, der har haft ferie med løn, der enten har skiftet job eller nu er ledige, som mangler at bestille deres feriepenge på borger.dk, siger ATP-koncerndirektør Anne Kristine Axelsson.

- I gennemsnit har de knap 4700 kroner i feriepenge til gode, som de kan få udbetalt, hvis de altså husker at holde ferie og bestille deres feriepenge.

Det er typisk højsæson for bestilling af feriepenge op til sommerferien eller i forbindelse med julen, skriver ATP i en pressemeddelelse.

Men erfaringen er, at langt fra alle feriepenge ender med at blive bestilt.

Tjek det

- Vi kan kun opfordre til, at man får tjekket, om man skulle have feriepenge til gode, siger Anne Kristine Axelsson. Det kan ligeledes ske på borger.dk.

Skulle man have afholdt ferie i 2022/2023, men glemt at bestille udbetaling inden nytår, kan det fortsat ske frem til september næste år.

Herefter vil pengene blive overført til en feriefond.

Nye løsninger

Allerede tidligere på efteråret blev der sendt et brev ud til 1,4 millioner danskere, der dengang havde penge til gode på deres feriekonto.

ATP har tidligere sagt, at det er svært at sætte fingeren på, hvorfor så mange ikke får bestilt feriepengene.

- Vi afprøver hele tiden nye løsninger, der skal gøre os klogere på, hvordan vi i fremtiden kan kommunikere og interagere med danskerne, siger Anne Kristine Axelsson.

På samme tidspunkt sidste år havde 741.000 danskere cirka 3,7 milliarder kroner til gode.

Powered by Labrador CMS