Skrækkeligt vejr i weekenden

Det er især i Jylland, at der er risiko for hagl og torden. Søndag kan solen kigge frem hist og pist

Udgivet Opdateret

Et lille lavtryk skal hen over Danmark, og det medfører en blandet cocktail med regn og blæst til store dele af landet i løbet af weekenden.

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen.

Risiko for hagl og torden

- Den står mest på byger i løbet af weekenden. I perioder kan det være med hagl og torden, især i Jylland, siger han.

Det er især fredag, der er risiko for, at der kan komme hagl og torden i dele af landet.

Temperaturerne kommer til at ligge omkring otte grader. I Jylland kan nattetemperaturen endda nærme sig frysepunktet, siger Klaus Larsen.

Pæn søndag

Lavtrykket ligger lige nu over Nordsøen. I løbet af lørdag vil det passere hen over landet mod Østersøen.

- Så søndag kan måske blive den pæneste dag med færrest byger, siger Klaus Larsen.

Lavtrykket betyder også, at vinden kommer til at dreje lidt rundt. Overordnet set bliver der tale om en jævn vind i lange perioder fra syd eller sydøst ifølge Klaus Larsen

Der er da også mulighed for, at solen kigger frem gennem små sprækker i skydækket.

Det er især fredag, der er risiko for, at der kan komme hagl og torden i dele af landet. (Arkivfoto).

Udsigt til nattefrost

Men der er kun tale om små huller i skydækket hist og pist, derfor er det svært at sige, hvor i landet, der er bedst mulighed for at få solen at se, forklarer Klaus Larsen.

Kigger man frem mod næste uge, tyder det på, at vejret bliver lidt mere solrigt. Men det betyder også, at der er udsigt til nattefrost de fleste nætter i næste uge.

Færre byger

- Der kommer lidt færre byger og lidt mere sol i ny og næ. Det betyder også, at der kan komme nattefrost flere steder. Så hvis man har nogle sarte planter, så skal man nok til at gøre noget ved det, siger Klaus Larsen.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk

Powered by Labrador CMS