Slæber corona med hjem fra ferien

Hver tredje har været i udlandet

Masser af danskere, som har været i udlandet, slæber nu corona-smitten med hjem til Danmark.
Offentliggjort Sidst opdateret

En stor del af de corona-smittede i forrige uge var personer, der vendte hjem til Danmark fra ferie i udlandet.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en meddelelse.

30 procent af smittetilfældene i Danmark i uge 30 var danskere, der havde været på udlandsrejse inden for de seneste 14 dage.

Tyrkiet overhaler Spanien

Syv procent af smittetilfældene i uge 30 var personer, der havde været i Tyrkiet inden for 14 dage.

Dermed har Tyrkiet overhalet Spanien som den feriedestination, hvor flest er kommet hjem til Danmark med corona-smitte.

Hvis man er blevet smittet på en rejse, risikerer man at smitte andre, når man vender hjem, advarer SSI.

Vær opmærksom

- Vi råder derfor rejsende fra Tyrkiet til at være særligt opmærksomme på risikoen for smitte og til eventuelt at blive testet, før de sætter sig ind i flyet, hvis de er i tvivl om, hvorvidt de kan være blevet smittet, siger Peter Henrik Andersen, afdelingslæge hos SSI, i meddelelsen.

Tyrkiet er orange i Udenrigsministeriets rejsevejledning, og det betyder, at ikke-nødvendige rejser frarådes for ikke-vaccinerede.

Powered by Labrador CMS