Sms'en rammer milepæl

Ifølge digital trendanalytiker er sms'en udfordret af konkurrence fra andre chatplatforme som Snapchat

Udgivet Opdateret

Sms'en fylder lørdag 30 år, og selv om teknologien stadig bruges af mange, er konkurrencen hård.

Det vurderer Christiane Vejlø, der er digital trendanalytiker og direktør i Elektronista Media.

Virksomheden ser på digitale trends og på, hvordan teknologi vil påvirke mennesker og samfundet i fremtiden.

- Sms'en er, hvad jeg vil kalde en stærk, men tidlig pensionist. Det skal forstås sådan, at den oplever konkurrence fra andre sider som Messenger, Snapchat og Instagram-indbakken.

- Der er mange steder, vi kan chatte nu, men det var jo oprindeligt det, sms'en gav os mulighed for, forklarer hun.

Toppede i 2010

Den første sms - en forkortelse for "short message service" - blev sendt 3. december 1992 af en 22-årig britisk ingeniør, som sendte en julehilsen.

Op gennem 1990'erne og 2000'erne voksede teknologien i popularitet.

Ifølge teleselskabet Telenor toppede forbruget af sms'er i Danmark i 2010, hvor der blev sendt over 13 milliarder beskeder i løbet af året.

I dag er forbruget faldet til omkring en tredjedel, oplyser Telenor i en pressemeddelelse.

Udskiftet af Snapchat og Messenger

Christiane Vejlø mener, at sms'en i dag for mange mest bruges til praktiske informationer og planlægning.

- De andre tjenester leverer en mere realtidskommunikation, som mimer en naturlig kommunikation, vi kender fra en samtale.

- På Messenger kan du for eksempel se, når de andre sidder og taster, fordi der kommer tre prikker op. Det giver nærmest en følelse af kropssprog og af en, der siger "øh", mens prikkerne hopper.

Samme funktion kan sms også have, men det afhænger af telefontypen. Tjenester som Snapchat og Messenger er anderledes systemuafhængige.

Har flyttet sig

- De forskellige platforme tager forskellige funktioner. Måske har man en chat på Messenger med de venner eller bekendte, der skal med til en fest, mens man har de nærmeste venner på Snapchat og så mor, onkel og kolleger på sms.

Så på den ene side har sms'en flyttet sig væk fra intimsfæren, forklarer trendanalytikeren.

Omvendt er det blevet stedet, hvor man primært kommunikerer med familie, kæreste og andre helt tæt på.

Telefonnummeret er intimt

- Vi bærer stadig rundt på en forestilling om, at telefonen var det vigtigste kommunikationsværktøj. Så at få nogens telefonnummer er faktisk stadig ret intimt. Men det er blevet mere på den praktiske måde.

Christiane Vejlø tror på, at sms'en også vil være en del af vores smartphones i mange år fremover.

- Det er en grundapp ligesom opkaldsfunktionen. Men det betyder ikke nødvendigvis, at den vil blive brugt meget, for der er mange alternative apps.

Lørdag er det 30 år siden, at den første sms blev sendt. I mange år var sms-tjenesten meget populær, men konkurrencen er blevet hård, fortæller en digital trendanalytiker. (Arkivfoto).
Lørdag er det 30 år siden, at den første sms blev sendt. I mange år var sms-tjenesten meget populær, men konkurrencen er blevet hård, fortæller en digital trendanalytiker. (Arkivfoto).

SHORT MESSAGE SERVICE

Short Message Service (forkortet SMS, service for korte beskeder) er små tekst-beskeder, som kan sendes fra en mobiltelefon til en anden mobiltelefon. Fordelen ved sms er, at modtageren ikke behøver at "løfte røret" på sin mobiltelefon. Beskeden bliver liggende, indtil modtageren har tid til at læse beskeden. En anden fordel er, at datamængden, der skal sendes fra den ene telefon til den anden, er væsentlig mindre med sms-beskeder i forhold til samtaler, hvad der også afspejler sig i prisen. En sms vil typisk koste et sted mellem 1 og 20 øre, men ordninger hvor man betaler et vist beløb per måned for et ubegrænset antal sms bliver mere og mere udbredte.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS