Snart træder ny mobil-lov i kraft
Snart bliver kravene anderledes
Fra den 20. juni i år indfører EU nye regler, der stiller skærpede krav til design og energiforbrug for smartphones, almindelige mobiltelefoner, trådløse fastnettelefoner og tablets.
Målet er at forlænge produkternes levetid og mindske miljøpåvirkningen.
Mere holdbare
De nye regler er en del af EU’s ecodesign- og energimærkningsforordninger, som skal sikre, at elektroniske produkter bliver nemmere at reparere og opgradere, samt at batterier holder længere.
Ifølge EU kan levetiden for en gennemsnitlig smartphone stige fra 3,0 til 4,1 år, hvilket på sigt kan reducere det samlede årlige salg – uden at antallet af produkter i brug nødvendigvis falder.
Skal give bedre overblik
Ud over krav til design og holdbarhed skal smartphones og tablets fremover mærkes med deres energiforbrug.
Det skal give forbrugerne et bedre grundlag for at vælge miljøvenlige produkter. Disse mærkningskrav gælder også fra 20. juni 2025.
Ikke alle enheder
Det er vigtigt at bemærke, at reglerne ikke omfatter tablets med tastatur og operativsystemer som Windows – de betegnes som "tabletcomputere" og regnes under personlige computere.
