Snestorm: Her er sneen begyndt at falde
Store dele af Danmark er mandag i risiko for at havne i en decideret snestorm
Den første sne er mandag morgen begyndt at falde i de sydlige egne af Danmark.
De næste timer vil snevejret brede sig sydfra og påvirke Sønderjylland, Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, hvor der alle steder er risiko for snestorm.
Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Martin Lindberg mandag morgen.
- Nedbøren er lige nået til Lollands sydkyst og Sydfyn, så sneen begynder at komme der.
- Ved middagstid vil sneen ligge fra Sønderjylland over Sydfyn, Sydhavsøerne, Sydsjælland og Bornholm, siger Martin Lindberg.
Frem til tirsdag morgen kan der i de berørte områder falde mellem 10 og 15 centimeter sne. Lokalt helt op til 20 centimeter.
Efterhånden vil der være risiko for snefygning - også de steder, hvor den første sne vil falde som tøsne.
- Hvis sneen er våd, tager det lidt tid, før der kommer snefygning, men senere mandag vil der være snefygning de steder, hvor der er kommet sne, siger Martin Lindberg.
Bortset fra Sønderjylland går resten af Jylland ifølge vejrmeteorologen mere eller mindre fri for sne mandag.
DMI's varsel for snestorm udløber tirsdag morgen klokken 07.
Mere end 10 cm på seks timer
En snestorm defineres ved, at der falder mere end ti centimeter sne på seks timer med en middelvind på mindst ti meter i sekundet.
Tirsdag og onsdag byder på skyer og gråvejr med temperaturer omkring frysepunktet.
Onsdag kan der ifølge Martin Lindberg falde sne i små mængder, inden der torsdag hersker en del usikkerhed omkring en front, der er på vej fra Nordsøen ind over Europa.
- Torsdag kommer der måske mere sne og måske snefygning. Men prognoserne er usikre.
- Tidligere prognoser viste et område med sne oppe over landet torsdag og fredag - især fredag. Så der er risiko for en ny omgang sne, og at det kan blive ret blæsende, så der kan komme snefygning, siger Martin Lindberg.