Aktiverer vinterberedskab efter melding om snestorm

Varslet snestorm har fået DSB til at skrue ned for togtrafikken i myldretiden, lød det søndag

Offentliggjort Sidst opdateret

Banedanmark aktiverer vinterberedskab

Banedanmark har aktiveret sit vinterberedskab på grund af en varslet snestorm.

DMI forventer farligt vejr med op til 20 centimeter sne i dele af landet.

DSB reducerer togtrafikken i myldretiden som en forsigtighedsforanstaltning.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Banedanmark har aktiveret sit vinterberedskab i forbindelse med den varslede snestorm, som ventes at ramme Danmark mandag.

Det oplyser selskabet, der står for driften af de danske jernbaner, mandag morgen.

Det betyder, at det har hold siddende klar i både den østlige og vestlige del af landet til at rykke ud.

Holdene kan eksempelvis blive aktiveret, hvis en sporskifter har brug for manuel hjælp.

Derudover har Banedanmark også tre store sneplove klar, hvis der skulle blive brug for det, lyder det. De har dog ikke været aktiveret de seneste 15 år.

Varsler snestorm 

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet snestorm og farligt vejr i den sydlige og østlige del af landet fra mandag morgen til tirsdag.

Kriterierne for en snestorm er, at der skal falde mere end ti centimeter sne på seks timer og være en middelvind på mere end ti meter i sekundet.

Frem til tirsdag morgen kan der i de berørte områder falde mellem 10 og 15 centimeter sne. Lokalt helt op til 20 centimeter.

Efterhånden vil der være risiko for snefygning - også de steder, hvor den første sne vil falde som tøsne.

Varslingen har allerede fået DSB til at skrue ned for togtrafikken.

Søndag meddelte selskabet, at det kører med færre tog i myldretiden på flere strækninger.

Varslet snestorm har fået DSB til at tynde ud togene i myldretidstrafikken. (Arkivfoto).

Har en plan klar 

Konkret vil der mandag ikke køre nogen supplerende myldretidstog på strækningerne Odense - København H, Kalundborg - København H, Roskilde - København H og Helsingør - København H.

Den melding har ikke ændret sig mandag morgen.

Banedanmark oplyser også, at man har en plan klar, hvis den varslede snestorm pludselig viser sig at være mere omfattende end først antaget.

I det tilfælde vil man typisk tynde ud i den lokale trafik og lade InterCity-togene køre på tværs af landet, så længe det er muligt.

Powered by Labrador CMS