Stå op inden 7 - ellers kan det koste kassen

Hvis husejere ikke rydder for sne eller salter på fortovene, kan fodgængere, der er ude for faldulykker, få erstatning

Udgivet Opdateret

Det kan blive en dyr fornøjelse, hvis fortovet ikke er ryddet.

Og du skal stå tidligt op, hvis du ikke vil have en potentiel erstatningssag på halsen.

52 ambulancer er rykket ud til faldulykker på Fyn tirsdag morgen, oplyser Fyns Politi på Twitter. Ulykkerne er sket mellem klokken 6 og klokken 11 i blandt andet indkørsler og på trapper.

Som husejer har man en forpligtelse til at forhindre, at sådanne ulykker finder sted.

Hvis man som husejer bor ud til et fortov, en privat vej eller privat fællesvej, har man pligt til at rydde sne og gruse eller salte fortovet eller vejen mellem klokken 7 og klokken 22 ifølge borger.dk.

Hvad skal der til for at få erstatning?

Fodgængere kan rejse erstatningskrav, hvis de falder og kommer til skade, fordi der ikke har været ryddet ordentligt for sne eller saltet godt nok.

For at man kan rejse erstatningskrav, skal man kunne bevise uheldet, og at ejeren eller myndigheden har forsømt sin forpligtigelse til at rydde for sne. 

Som husejer skal man huske at rydde for sne og gruse eller salte på fortovet eller vejen.
Som husejer skal man huske at rydde for sne og gruse eller salte på fortovet eller vejen.

Det kan man gøre ved for eksempel at have vidner, der kan bekræfte, at man faldt, fordi der var glat.

Man kan rejse erstatningskrav mod ejeren af grunden eller den offentlige myndighed, der er ansvarlig for området.

Advarer: Pas på

Både Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og flere politikredse advarer om isslag og isglatte vejen. 

Og politiet opfordrer til, at man passer på, når man bevæger sig ud i trafikken, og går og kører forsigtigt.

Regler for husejere

Hvis dit hus ligger ud til en offentlig vej, har du pligt til at rydde sne og gruse eller salte dit fortov mellem klokken 7 om morgenen og klokken 22 om aftenen. Om søndagen skal der dog først være ryddet for sne klokken 8 om morgen og frem til klokken 22. 

Udover fortovet skal du rydde stier og i nogle tilfælde sørge for, at der er adgang til udvendige trapper.

Ligger dit hus på en privat vej eller sti, er det din pligt at rydde for sne og gruse eller salte på både kørebane, fortov og sti. 

For det meste skal du kun rydde ud til midten af kørebanen, da ejeren på modsatte side har ansvaret for den anden halvdel af kørebanen.

Reglerne kan dog variere fra det ene lokalområde til det andet. Nogle steder er det fx grundejerforeningens ansvar at sørge for snerydningen.

Kilde: borger.dk
Powered by Labrador CMS