Tager hul på en uge med skiftende vejr

Novembervejret vil være en mild blanding af sol, skyer og regn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mildt novembervejr i Danmark

Danmark oplever en mild start på november med skiftende vejr, der byder på sol, skyer og let regn.

Temperaturerne vil ligge mellem 10-13 grader, og der er ingen risiko for nattefrost.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Danmark tager hul på en uge, der vejrmæssigt byder på pæne dagtemperaturer og en mild start på november måned.

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Henning Gisselø tidligt mandag morgen.

- Vejret bliver ret meget skiften mellem sol, skyer og små regnvejr, der skal passere. Mest af alt bliver det mildt, så der bliver ikke brug for den store vinterfrakke eller for at sprede salt på vejene, siger han.

Dis og tåge

Mandag starter med dis og tåge - særligt over Sjælland - men det vil hurtigt forsvinde og give en formiddag med enkelte skyer og plads til solen.

Dog vil skyer og regn omkring middagstid ramme Vestjylland og brede sig til resten af landet i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Temperaturen vil her ligge på omkring 10 grader med en let til frisk vind.

Næppe nattefrost

Resten af ugen vil dagene ligne hinanden med temperaturer på 10-13 grader - og man behøver ikke bekymre sig om nattefrost.

- Tirsdag bliver en dag med spredte byger og en smule kig til solen. Og så bliver det relativt blæsende med en jævn til hård vind, siger Henning Gisselø.

Onsdag bliver Danmark delt op, hvor den nordvestlige del skal regne med skyer og regn, mens man længere mod sydøst kan glæde sig til at se solen, men også her skal man forberede sig på enkelte byger.

Pæn torsdag

Torsdag bliver ifølge Henning Gisselø relativt pæn.

Her vil der igen være enkelte byger med lidt kig til solen, inden fredag ser ud til at byde på lidt sol, før skyer og regn senere på dagen vil melde sig vestfra.

- Det er en mild start, vi får på november. Vi får generelt luften nede fra Centraleuropa, og de har det ganske lunt i øjeblikket, forklarer meteorologen.

Prognoserne for weekendens vejr kan endnu nå at ændre sig, men Henning Gisseløs bedste bud er, at man heller ikke her skal frygte store mængder regn.

- Spørgsmålet er så, hvor meget sol der dukker op på den anden side, siger han.

Powered by Labrador CMS