Tina rystet efter restaurantbesøg: Skrev 'Skæv Øje' på kvittering

Et udtryk på en kvittering har fået Tina Aronro til at stoppe med at komme hos Madklubben i Aarhus

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND

Tina Aronro huskede ellers tilbage på sit besøg hos Madklubben i Aarhus med glæde.

Hun var med sine to børn inde for at fejre datterens fødselsdag den 11. maj.

Men da hun efterfølgende kiggede nærmere på den kvittering, hun fik fra stedet, blev oplevelsen ødelagt.

Her stod der nemlig 'Skæv Øje' ud fra et felt over bordnummeret.

Internt kaldenavn

Tina Aronro tog straks fat i Madklubben Aarhus for at få en forklaring, og herfra lød det ifølge hende, at det var et internt kaldenavn for ekspedienten.

'Skæv Øje' står da også ganske rigtigt ud fra forkortelsen 'Eks.', der kunne stå for netop ekspedient.

- Hvis det er rigtigt, så har jeg to spørgsmål. Hvorfor opfinder de navne til deres ekspedienter, og hvorfor tillader restauranten et så negativt ladet udtryk? Det er ikke sjovt, siger Tina Aronro til TV2 Østjylland.

- Det burde virksomheden da lukke ned for. Der er et problem med arbejdskulturen og omgangstonen, fortsætter hun.

Sådan stod der på kvitteringen fra Madklubben Aarhus, hvilket har fået gæsten op i det røde felt.
Sådan stod der på kvitteringen fra Madklubben Aarhus, hvilket har fået gæsten op i det røde felt.

Er af asiatisk oprindelse

I første omgang troede Tina Aronro, at navnet henviste til hende og familien, da hun er af asiatisk oprindelse.

'Skæv Øje' kunne derfor være en nedladende måde at omtale dem på.

- Jeg så ikke en eneste tjener med asiatisk oprindelse ved eller omkring vores bord, så man kunne få den tanke, at det var for at vide, hvilket bord vi sad ved. Så er det jo helt forkasteligt. Jeg forstår ikke, hvorfor det overhovedet skal stå på en kvittering, jeg får udleveret, siger Tina Aronro.

Hyggeracisme

Hun fortæller, at hun af og til oplever, hvad hun betegner som hyggeracisme grundet sit udseende og oprindelse, men normalt gør hun intet ud af det.

Denne gang på Madklubben Aarhus var det dog for meget.

- Den her oplevelse skal ud, for jeg synes ikke, det er okay at bruge det udtryk.

Kommer der ikke længere

Tina Aronro har besluttet ikke at komme på restauranten længere.

Ikke før stedet for alvor træder i karakter ifølge hende.

- De skal forsikre mig om, at sådan noget ikke sker igen. Ellers bliver jeg væk, lyder det fra gæsten.

Efter Tina Aronros henvendelse fik hun på grund af udtrykket på kvitteringen refunderet beløbet, der blev brugt på Madklubben.

Har fået konsekvenser

Episoden har nu fået konsekvenser på alle Madklubbens restauranter.

Det skriver restaurantkædens vicedirektør Kristoffer Gleberg i en mail til TV2 Østjylland.

- Det er udtryk for utrolig dårlig dømmekraft, at en medarbejder er blevet oprettet i vores kassesystem med et sådant kaldenavn. Det er helt og aldeles beklageligt og uforligneligt med den professionalisme, vi stræber efter i Madklubben.

- Vi har efterfølgende gennemgået vores interne procesesser på samtlige af vores restauranter, for at sikre noget tilsvarende ikke kommer til at ske igen, lyder det i mailen.

Powered by Labrador CMS