Turister førstehåndsvidner til delfinslagtning

Krydstogtselskab undskylder til sine passagerer, efter at de ved et tilfælde så delfinslagteri i Tórshavn

Offentliggjort Sidst opdateret

Ambassador Cruise Lines undskylder til over 1000 af sine passagerer, efter at et af krydstogtselskabets skibe ankom til Tórshavn lige midt i en traditionsbunden færøsk slagtning af grindehvaler.

Det skriver mediet ABC News.

- Vi blev utroligt skuffede over, at jagten fandt sted på det tidspunkt, hvor vores skib lå i havn, lyder det fra selskabet.

Regering står fast

Den færøske regering fastholder trods international fordømmelse sin ret til at udføre fangsten af grindehvalerne, der er en art af delfiner.

Den færøske regering lægger i en udtalelse ifølge ABC News vægt på, at fangsten har foregået i over et årtusind, og at den er reguleret ved lov.

GRINDEFANGST

Grindefangst (færøsk grindadráp) er fangst af grindehvaler og er på Færøerne en fangsttradition som menes at gå helt tilbage til vikingetiden.

Lov angående grindehvaler (om fordelingen af hvalkød) nævnes i Fårebrevet, som er en del af den norske Gulatingslov fra 1298.

Jagten opstår spontant og ikke planlagt.

Der udsendes grindebud, når en flok grindehvaler opdages tæt på land, dette kan ske hele året, men sker som oftest i sommermånederne, hvorefter grindehvalerne indkredses af både, drives ind til den nærmeste godkendte hvalbugt og helt op på stranden, hvorefter de slagtes med et enkelt hug mod rygmarven.

Derefter fordeles kød og spæk ligeligt mellem alle i området, eller kun blandt dem der deltog i fangsten, det er forskelligt fra sted til sted og kommer også an på hvor mange hvaler der er tale om.

For de fleste færinger er det en vigtig del af deres historie og madkultur og et vigtigt supplement til deres kost, og et supplement til deres økonomi, da maden er gratis og de derved i mindre grad behøver at købe kød fra supermarkedet.

Folk som bor ude på de små øer har ikke de store muligheder for en høj indkomst og klarer sig hovedsagelig af hvad naturen kan bringe dem af fisk, hvalkød, fugl, egen fåreavl og dyrkning af kartofler og evt. majroer og rabarber.

Grindefangsten er ikke-kommerciel, dog står der i reglerne at kødet kan sælges, og i Tórshavn kan grindekødet til tider også købes i supermarkeder.

Det er op til folk selv, om de spiser alt kødet selv eller om de giver det videre eller evt. sælger det.

Der slagtes hvert år ved drivfangst mellem 0 og 1300 grindehvaler på Færøerne, i gennemsnit ca. 800 grindehvaler årligt (i tallene er kun grindehvaler medregnet, enkelte år forekommer også andre slags hvaler), og der er lovmæssige regler for, hvordan hvalerne sammendrives, slagtes og fordeles.

Private og internationale organisationer kritiserer grindefangsten for at være grusom, blodig og unødvendig.

De fleste færinger føler sig udnyttede af disse organisationer, der tit bruger de følelsesmæssigt stærke billeder af grindefangsten med havet som er farvet rødt af hvalernes blod som blikfang i deres kampagner mod hvalfangst.

Slagtning af andre dyrarter, som f.eks. grise, køer og får, foregår bag lukkede døre på slagterier og blodet er skjult for offentligheden.

Kilde: Wikipedia

Den færøske regering oplyser til ABC News, at bestanden af hvalerne i den østlige Nordatlantiske region er på omkring 778.000. 

Den færøske regering fastholder trods international fordømmelse landets ret til at udføre fangsten af grindehvalerne, der er en art af delfiner. (Arkivfoto).
Den færøske regering fastholder trods international fordømmelse landets ret til at udføre fangsten af grindehvalerne, der er en art af delfiner. (Arkivfoto).

Årligt bliver der i gennemsnit ifølge regeringen fanget 800.

Powered by Labrador CMS