Uhyggeligt fund i Magnus Heunickes blod

Har fået foretaget blodprøve, der påviser fire typer PFAS

Miljøminister Magnus Heunicke (S), har fået testet sit blod - der blev fundet fire PFAS-typer i blodet.
Offentliggjort Sidst opdateret

Fire typer PFAS er blevet fundet i Miljø- og Ligestillingsminister Magnus Heunickes blod. 

Det viser resultatet af den blodprøve, som miljøministeren fik taget sammen med flere af de andre ministre og øvrige EU-ledere, der deltog i det uformelle rådsmøde i Aalborg den 10-11. juli i år.

Det skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

Ministerens blod blev testet for 13 forskellige PFAS, og der er blevet fundet spor af PFOA, PFNA, PFHxS og PFOS. 

Niveauet af de fire PFAS i ministerens blod er så lave, at de ikke giver bekymring for sundheden.

Der blev fundet PFAS i alle EU-ledernes blod, hvoraf halvdelen af målingerne viste niveauer, hvor sundhedsskadelige virkninger ikke kan udelukkes.

Forbud mod alle PFAS-stoffer

Danmark har sammen med fire andre lande udarbejdet et forslag til et EU-forbud mod alle PFAS-stoffer. 

Det er det mest omfattende forslag til begrænsning af kemikalier i EU nogensinde, som på sigt vil gøre PFAS forbudt i hele EU i alle de anvendelser, hvor det er muligt at undvære PFAS.

-En skræmmende virkelighed

Miljøminister Magnus Heunicke siger om fundet af PFAS-stoffer i blodet:

”Stofferne er udbredte i industrien og i forbrugerprodukter, og derfor var der som ventet PFAS i mit blod. Jeg testede positiv for fire stoffer, og tre af dem kan skade ufødte børn, forstyrre hormonsystemet, skade leveren og mistænkes for at være kræftfremkaldende. Mit resultat og det samlede billede er en skræmmende virkelighed, og det er afgørende, at vi får sat ind mod PFAS-forurening, så vi ikke bliver ved med at blive udsat for de her skadelige stoffer. Nu skal der handles i hele EU, så PFAS kan blive afværget, inddæmmet og oprenset.”

PFAS-STOFFER

Perfluorerede stoffer er en stor gruppe af såkaldte per- og polyfluoroforbindelser (perfluoroalkylated substances, PFAS). Gruppen omfatter bl.a. PFOS (perfluorooctansulfonsyre), PFOA (perfluorooctansyre) og en lang række øvrige fluorerede forbindelser. De perfluorerede stoffer anvendes som slipmidler, overfladeaktive stoffer i emballage, maling, lak og fernis, klæbemidler, tæpper, imprægnering af tøj og galvano-tekniske produkter (overflade aktive stoffer i industrien).

Kilde: Miljøstyrelsen
Powered by Labrador CMS