Vil ændre prisen på brændstof
Det er urimeligt og moraliserende, at ejere af elbiler slipper markant billigere, mener DF-formand
Dansk Folkeparti foreslår i et valgår at gøre det billigere at tanke benzin og diesel.
Partiet vil sænke afgiften med 2,68 kroner for en liter benzin og 1,80 kroner for en liter diesel. Det skriver Jyllands-Posten onsdag.
- Jeg kan ikke forstå den forskelsbehandling, der sker i de her år, på dem, der kører i elbiler, og dem, der kører i fossile biler. Det er asocialt og moraliserende, siger formand Morten Messerschmidt til avisen.
"Behandles ordentligt"
Emnet kan komme på dagsorden under folketingsvalget, som skal være afholdt inden udgangen af oktober.
Han mener, at den slags bilister skal "behandles ordentligt", og at momsen på de to brændstoftyper skal reduceres fra 25 til 15 procent. Det svarer ifølge DF til de minimumsregler, der er fastlagt af EU.
Slipper billigere
Regeringen har tidligere gennemført, at bilister kan tjekke priser på en hjemmeside, inden de sætter sig i bilen og kører ud for at tanke. Den har ikke haft forslag om at gøre benzin eller diesel billigere.
Som afgiftssystemet er i dag, slipper ejere af elbiler mærkbart billigere end dem, der har en benzin- eller en dieselbil.
De har i en årrække enten helt været fritaget for eller betalt en kraftigt reduceret registreringsafgift, og de betaler et mindre beløb i ejerafgift.
Markant højere
Dertil kommer afgifterne på benzin og diesel, som er markant højere end afgiften på el.
I 2024 konkluderede Finansministeriet i en rapport, at en elbilejer betaler 0,24 kroner i samlet afgift per kørte kilometer, selv om den reelle udgift for statskassen er 0,75 kroner.
Bedre for miløet
En ejer af en benzinbil betaler 1,30 kroner i afgift for hver kørte kilometer, mens afgiften for en dieselbil er 1,24 kroner.
Til gengæld er kørsel med elbil bedre for miljøet.
Morten Messerschmidt ejer både en større BMW, som kører på benzin, og en lille Smart-car, som kører på el.