70 år: En sand gøgler

Skuespiller Morten Eisner har siden 2020 optrådt som den ikoniske Pjerrot på Bakken

Udgivet

Skuespiller Morten Eisner har siden 2020 optrådt som Pjerrot på Bakken.

En rolle, der på mange måder ligger naturligt til ham. Han er nemlig "gøgler af sind", som han selv kalder det.

I dag har han rundet de 70 år.

Fra 1995 til 1999 spillede han Pjerrot på Pantomimeteatret i Tivoli i København og har derudover optrådt som klovnen Augustos i Cirkus Arena.

Rollen som klovn er derfor ikke uvant for ham.

- Jeg er gøgler af sind og er sammen med min far og min bror kommet på Bakken hele mit liv og har altid været fascineret af Pjerrot-figuren, sagde Morten Eisner i en pressemeddelelse i 2019.

Til udtryk på andre måder

- Det særlige ved Pjerrot er, at han er helt hvid i sit fysiske udtryk, og at man i sit arbejde med figuren derfor må lade alle hans farver komme til udtryk på andre måder.

Pjerrot-figuren er en klassiker på Bakken. Karakteren har mere end 400 år på bagen og har været en fast del af holdet på Bakken i mere end 200 år.

- Gennem min far syntes jeg, at jeg altid havde kendt Pjerrot. Men det viste sig, at Pjerrot er meget mere sammensat, end jeg havde forstillet mig, fortalte han til Politiken, da han spillede Pjerrot i Tivoli.

Hans far, Ib Eisner, var en dansk kunstmaler, som ofte malede Dyrehavsbakken.

'Bamse og Kylling'

Mange kender nok også Morten Eisner som Bamse fra børne-tv-serien "Bamse og Kylling".

Han havde rollen fra 1986 til 1994 og var dermed en af de oprindelige i bamsekostumet. I alt har fem skuespillere optrådt som den gule bamse.

I 2013 modtog Morten Eisner Bakkens Tribini-pris, som gives til "en humørspreder, som udviser original kreativitet i sit virke med et godt øje for de skøre og skæve vinkler".

Komitéen valgte Morten Eisner, da de mente, at han er en sand gøgler.

Morten Eisner er uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978.

Siden har han været tilknyttet Betty Nansen Teatret, Aveny-T og Bellevue Teatret, hvor han i 16 sæsoner spillede Jonathan i "Folk og Røvere i Kardemommeby".

På tv-fronten har man kunnet opleve ham i "Riget" i 1994, "Taxa" i 1997 og Jul i Valhal fra "2005".

Skuespiller Morten Eisner modtog i 2013 Bakkens Tribini-pris. Den 13. juni fylder han 70 år.
Powered by Labrador CMS