Han skildrer Trumps unge år

Dansk-iraneren Ali Abbasis film 'The Apprentice' beskrives af anmeldere som et karaktermord på den amerikanske ekspræsident

Udgivet

Iranskdanske Ali Abbasis film "The Apprentice", der mandag fik premiere ved verdenspremieren i Cannes, er et "nådesløst karaktermord på Donald Trump".

Sådan lyder det i Politikens anmeldelse, hvor filmen får tre hjerter ud af seks mulige.

- Filmen har – som kunstværk betragtet – både for meget brug for virkelighedens historie og giver for lidt nyt til den. Det er på den måde Ali Abbasis svageste film i hans foreløbige ouevre.

 Det er heldigvis et samlet ouevre, hvor niveauet er imponerende højt, skriver anmelderen.

Unge dage i New York

Filmen skildrer den tidligere amerikanske præsident Trumps unge dage i New York i 1980'erne, og hans vej til magten gennem, hvad der beskrives som en "djævelsk pagt med den indflydelsesrige højrefløjsadvokat og politiske problemknuser Roy Cohn".

Filmmagasinet Ekko giver "The Apprentice" fire ud af seks stjerner og skriver, at det er en "tankevækkende" historie, som peger frem mod "nutidens hensynsløse, politiske monster".

- Det er samtidig filmens svaghed, at man så tydeligt mærker hensigten med dramaet, der kun momentvis lever i sin egen ret. Derfor står 'The Apprentice' heller ikke kunstnerisk lige så stærkt som Abbasis to foregående, grænsebrydende film, skriver anmelderen med henvisning til "Grænse" og "Holy Spider".

Visuelt vild

Informations anmelder bider også mærke i, at filmen ikke er lige så visuelt og narrativt vild som Abbasis' tidligere film, men det gør ikke spor, lyder det.

- Det er en fascinerende rejse at være med på, ikke mindst fordi Ali Abbasi og Sebastian Stan gør Trump så, ja, sympatisk og næsten tilforladelig i begyndelsen af The Apprentice. Han er kejtet og forsigtig, og han virker charmerende, da han beslutter sig for, at han vil have Ivana (Trumps første kone, red.), lyder det.

Sebastian Stan spiller Donald Trump i filmen.

Informations anmelder bider mærke i, at "The Apprentice" ikke er lige så visuelt og narrativt vild som Ali Abbasis' (centrum) tidligere film, men at det ikke gør spor.
Powered by Labrador CMS