Smidt ud: Skaber store problemer

Adidas samarbejdede med Kanye West indtil oktober 2022, hvor selskabet afbrød samarbejdet grundet udtalelser

Udgivet Opdateret

KORT RESUMÉ AF ARTIKLEN

Adidas' omsætning faldt med fem procent i 2023, hvilket resulterede i en indtægt på 21,5 milliarder euro efter afbrudt samarbejde med Kanye West.

Adidas oplevede et tab på 75 millioner euro i 2023, det første underskud for virksomheden i over tre årtier, delvist påvirket af kontroverser omkring Kanye West.

Bjørn Gulden overtog som topchef for Adidas i november 2022, efterfølgende Kasper Rørsted, og står over for udfordringerne ved at stabilisere virksomhedens økonomi.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Salget hos sportsgiganten Adidas er fortsat trykket af det afbrudte samarbejde med rapperen Ye, som tidligere var kendt som Kanye West.

I 2023 faldt selskabets omsætning med fem procent sammenlignet med året før og endte på 21,5 milliarder euro svarende til omkring 160 milliarder kroner.

Langt fra godt nok

Hvis man korrigerer for valutaudsving, ligger salget på niveau med 2022.

Det fremgår af Adidas' årsregnskab, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

- Selv om det langt fra er godt nok, endte 2023 bedre end jeg havde forventet i begyndelsen af året, siger Adidas-topchef Bjørn Gulden ifølge Reuters.

Bremset af udtalelser

I 2023 endte Adidas med et samlet underskud på 75 millioner euro, svarende til cirka 560 millioner kroner. Det er det første tab i over 30 år, skriver Reuters.

Adidas samarbejdede med Kanye West indtil oktober 2022. Selskabet droppede samarbejdet, efter at Kanye West var kommet med en række kontroversielle udtalelser om blandt andet jøder.

Stoppede produktion

I mange år var Kanye West under sportsgiganten Nikes vinger, men de brød i 2013. Efterfølgende gik han sammen med Adidas, som lancerede hans første Yeezy-sko i 2015.

I oktober 2022 meddelte Adidas, at produktionen af alle Yeezy-produkter blev stoppet med øjeblikkelig virkning.

Afviklingen af Yeezy-forretningen stod i 2023 for en tilbagegang i omsætningen på 500 millioner euro sammenlignet med 2022.

Påvirket positivt

Salget af Yeezy-produkter fra lageret påvirkede derimod omsætningen positivt med omkring 750 millioner euro.

I maj 2023 meddelte Adidas, at salget af noget af Yeezy-kollektionen fra lageret ville blive sat til salg. Overskuddet ville blive doneret til velgørenhed, lød det.

Overtog fra dansker

Bjørn Gulden overtog posten som topchef i Adidas fra danske Kasper Rørsted i november 2022. Kasper Rørsted havde været topchef siden 2016.

Den dengang 57-årige Bjørn Gulden kom fra en stilling i et andet sportsbrand Puma, hvor han havde været administrerende direktør siden 2013.

Adidas samarbejdede med Kanye West indtil oktober 2022. Selskabet droppede samarbejdet, efter at Kanye West var kommet med en række kontroversielle udtalelser om blandt andet jøder. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS