Stor stjerne klar til 'Smukfest'
Shawn Mendes gæster den østjyske bøgeskov til sommer
'Smukfest' slår til og sikrer sig kunstneren Shawn Mendes som en del af årets musikprogram.
Det oplyser Smukfest i en pressemeddelelse.
I folks hjerter
Med knap 26 milliarder streams på Spotify og hits som "Treat you better" og "There's nothing holding me back" har Shawn Mendes sunget sig ind i mange folks hjerter.
Kunstneren gæstede Smukfest i 2018, og nu er der endnu engang mulighed for at opleve ham på årets Smukfest i den jyske bøgeskov.
Musikchef for Smukfest Mikkel Xavier tror på, at Shawn Mendes vil skabe en følsom stemning til koncerten.
Har udviklet sig
- Shawn Mendes gav en fantastisk koncertoplevelse på Smukfest 2018, og han har udviklet sig meget siden. Et større bagkatalog, han er blevet syv år ældre og er senest gået i en mere folk'et retning. Jeg tror, vi får følsom fællessang på Bøgepladsen lørdag i år, siger Mikkel Xavier.
På venteliste
Lørdags- og partoutbilletter er udsolgt, men det er muligt at skrive sig på venteliste.
Shawn Mendes skulle have gæstet den danske musikscene i 2023, men aflyste koncerten i Royal Arena i København grundet mentalt helbred.
