17-årig skød sig: Sex-afpresset

Faderen advarer nu andre unge

Udgivet Opdateret

17-årige Gavin Guffey var så desperat over, at forbrydere ville offentliggøre nøgenfotos af ham, at han skød sig selv.

Lige siden det tragiske selvmord i juli sidste år, har Gavins far kæmpet for at advare andre unge mod afpresning på de sociale medier. 

Faderen, Brandon Guffey, er en kendt politiker i Rock Hill i den amerikanske delstat South Carolina.

Grusom tragedie

Til CNN fortæller han nu om den grusomme tragedie, som til sidst kostede sønnens liv.

Det viser sig, at forbrydere udgav sig for en ung, smuk kvinde, som sendte Gavin nøgenfotos. Hun bad ham om nogle nøgenfotos, som han sendte.

Gavin står til venstre for sin far i sin studenterdragt.
Gavin står til venstre for sin far i sin studenterdragt.

Så tog afpresningen fart. Hvis Gavin ikke betalte penge, ville alle i hans omgangskreds få nøgenbillederne tilsendt.

Intet hjalp

Gavin sendte 25 dollars - det var alt, hvad han havde. Han lovede at sende flere penge, når det var muligt. Intet hjalp.

I desperation skød Gavin sig på badeværelset.

Her slutter den tragiske fortælling imidlertid ikke. For forbryderen begyndte nu at true faderen med at offentliggøre fotografierne, hvis han ikke betalte.

Håner faderen

- En af de ondsindede beskeder lød: Fortalte jeg dig, at din søn bad for sit liv?, fortæller  Brandon Guffey til CNN.

Sagen er for længst anmeldt til politiet, som dog ikke har foretaget anholdelser.  Med sin smertefulde beretning håber Brandon Guffey at kunne forhindre andre unge i at gå i afpressernes fælde.

SØG HJÆLP

Nedenfor kan du læse fakta om selvmord og viden om, hvordan du søger hjælp: 

2254 mænd og 792 kvinder valgte i årene fra og med 2010 til og med 2014 at tage deres eget liv. Det er godt 600 selvmord om året.

Livslinien fører hvert år mere end 14.000 samtaler med pårørende til folk, der overvejer at tage deres eget liv – folk, der overvejer at tage deres eget liv og folk, der er i færd med at gennemføre et selvmordsforsøg.

Du har mange muligheder for at få hjælp, hvis du overvejer at tage dit eget liv. Du kan ringe til Livslinien på 70 201 201 – din egen læge og mange, mange andre. Se eventuelt Livsliniens oversigt over rådgivningstilbud.

Er du pårørende til en, der har begået selvmord, findes der også foreningen Efterladte.dk.

Kilde: Livslinien, Efterladte.dk

Powered by Labrador CMS