18-årig mand anholdt for at skyde to personer
Grønlands Politi oplyser, at det har anholdt en mand, der mistænkes for skyderi med to sårede i Tiniteqilaaq
Grønlands Politi har anholdt en 18-årig mand, der mistænkes for at stå bag et skyderi med to sårede i Tiniteqilaaq.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
En mand affyrede flere skud, og to personer blev såret som følge af skyderiet.
Der er tale om en mand på 33 år og en kvinde på 36 år, oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse. En af dem er i kritisk tilstand.
Hvem af de to, der er i kritisk tilstand, oplyser Grønlands Politi ikke i pressemeddelelsen.
Flere skud
Grønlands Politi modtog anmeldelsen om skyderiet klokken 06.42 lokal tid - klokken 09.42 dansk tid.
Der blev affyret flere skud, efter at skyderiet blev anmeldt.
De to sårede er blevet evakueret fra bygden.
Det var klokken 11.00 lokal tid, at manden blev anholdt af Grønlands Politi.
Mens skyderiet foregik, blev borgere i bygden opfordret til at holde sig inden døre, slukke lys og dække vinduer til.
Er fortsat til stede
Politiet er lørdag eftermiddag fortsat til stede i bygden i forbindelse med efterforskningen.
Der er også iværksat en tryghedsskabende indsats i samarbejde med kommunens kriseberedskab.
Grønlands Politi har ikke oplyst om et muligt motiv bag skyderiet.
Tiniteqilaaq er en lille bygd i Østgrønland. Bygden ligger i Sermersooq Kommune.
Ifølge kommunens hjemmeside var befolkningstallet i bygden i 2020 96.