22-årig mand stukket med kniv på Frederiksberg

FREDERIKSBERG: Fire personer er anholdt, og 22-årig mand meldes uden for livsfare efter knivstikkeri

Offentliggjort Sidst opdateret

En 22-årig mand er uden for livsfare, efter at han tirsdag aften blev stukket med kniv på Lauritz Sørensens Vej på Frederiksberg.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.

- Vi modtog klokken 22.48 en anmeldelse om slagsmål, og da vi ankom til stedet, kunne vi konstatere, at en person var stukket med kniv i maveregionen, siger Michael Andersen til mediet.

Offeret var ifølge vagtchefen ved bevidsthed, da han blev kørt på hospitalet.

- Ved ankomst til undersøgelse blev han erklæret uden for livsfare, siger Michael Andersen.

Fire anholdt

Politiet har anholdt fire personer, som vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag, oplyser vagtchefen onsdag morgen.

- Vi har sigtet dem for kvalificeret vold, siger Michael Andersen.

Kvalificeret vold er en bestemmelse, der omhandler angreb mod legemet, som er af særligt rå, brutal eller farlig karakter.

Vagtchefen vil ikke udtale sig om et muligt motiv og de nærmere omstændigheder omkring knivstikkeriet.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Powered by Labrador CMS