Alvorligt kvæstet i ulykke
Hastet på hospitalet
En person er kommet alvorligt til skade i en færdselsulykke på Randersvej i Trige tirsdag eftermiddag.
Meldingen om ulykken kom klokken 15.00.
En mand er anholdt efter ulykken.
Det oplyser Peter Andersen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Spærret
Randersvej er spærret ved Trige i begge retninger.
To biler og formentlig seks personer er involveret i ulykken, oplyser vagtchefen.

Politiet har endnu ikke overblik over, hvor mange personer der befandt sig i hver af bilerne.
Den svært tilskadekomne person er hastet til hospitalet.
Vedkommende var fysisk fastklemt i en af bilerne efter ulykken.
Tavs om sigtelse
Vagtchefen ønsker ikke at oplyse, hvad den anholdte mand er sigtet for.
En bilinspektør er blevet tilkaldt til ulykkesstedet.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Vejen kommer til at været spærret i begge retninger, indtil bilinspektøren er færdig med sine undersøgelser.
Politiet opfordrer til, at bilister finder alternative ruter.