Anholder mand efter voldsom brand i Randers
Cirka 45 beboere blev evakueret, da der natten til torsdag var brand i ejendom i Randers
Politiet har anholdt en 32-årig mand efter en voldsom brand i en etageejendom, der raserede natten til torsdag i Randers.
Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.
Manden blev anholdt torsdag aften klokken 22.03 og sigtet for brandstiftelse. Han fremstilles i grundlovsforhør fredag med henblik på varetægtsfængsling.
45 evakueret
Branden i ejendommen på Østervold blev anmeldt klokken 02.47 natten til torsdag.
Omkring 45 beboere måtte evakueres på grund af branden, der brød ud på et parkeringsdæk under lejlighederne.
Flere af beboerne måtte evakueres af brandvæsenet med stiger. Syv beboere kom på sygehuset med lettere røgskader.
Reddet ud med stiger og masker
Det fortalte indsatsleder Henrik Pedersen fra Beredskab og Sikkerhed torsdag morgen.
- Der er et åbent p-areal under ejendommen, hvor to biler brænder. Det giver voldsom røg op på begge sider af ejendommen, hvor der er 35 lejligheder, og vi har evakueret alle 35 lejligheder.
- En del af dem er reddet ud med stiger og masker, sagde han til Ritzau.
Lejligheder ødelagt
Der var ikke ild inde i selve lejlighederne, men de blev ødelagt af røg og voldsom varmepåvirkning fra flammerne udenpå, fortalte han.
Østjyllands Politi har ikke oplyst nærmere om brandårsagen. Det er ligeledes endnu uvist, hvad den 32-årige nærmere sigtes for.