Anholder teenager for drabsforsøg

19-årig mistænkt knivstikker fra Aalborg fanget

Udgivet

Nordjyllands Politi har anholdt en 19-årig mand, der er mistænkt for at have stukket en 21-årig mand med kniv om aftenen den 10. januar.

Knivstikkeriet fandt sted i det sydlige Aalborg i en lejlighed på Beatesmindevej.

Den 21-årige var i livsfare efter knivstikkeriet.

Den 19-årige er sigtet for drabsforsøg.

Anholdt mandag eftermiddag

Den 19-årige blev anholdt klokken 13.32 mandag.

Han blev anholdt på Sjælland.

Det livsfarlige knivstikkeri fandt sted på Beatesmindevej i det sydlige Aalborg.

Den 19-årige kørte på anholdelsestidspunktet i en bil med tre andre personer.

Gode kolleger hjalp

- Vores efterforskning pegede væk fra Nordjylland. Sporene ledte os til Sjælland, hvor gode kollegaer har været behjælpelige med at eksekvere på eftersøgningen, så vi i dag har kunnet tilbageholde og arrestere den 19-årige, siger efterforskningsleder, politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi.

- Vi skal have fastlagt motivet og finde ud af hvad der præcist skete både før, under og efter knivstikkeriet. De samlede omstændigheder gør, at vi betragter det som et drabsforsøg, uddyber Carsten Straszek i en pressemeddelelse.

Søger stadig vidner

Nordjyllands Politi hører stadig gerne fra vidner, som har gjort relevante observationer omkring Beatesmindevej i Aalborg, onsdag den 10. januar omkring klokken 21.10.

 Ved du noget om sagen, kontakt da Nordjyllands Politi på 114.

Powered by Labrador CMS