Bekymrende: Betjente går fra dør til dør

Kvinden er ikke set siden tirsdag morgen, da hun forlod sit hjem i Bryrup

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland

Søgningen efter den 41-årige Kathrine, der nu er forsvundet på tredje døgn, får torsdag politiet til at bevæge sig længere væk fra det sted, hvor hendes bil - en sort Hyundai i10 - blev fundet i går.

Det fortæller efterforskningsleder Peter Justesen til TV2 Østjylland.

Søger overvågning

- Vi har haft fokuseret indsatsen meget i området ved Fuglsangvej og Vellingvej, hvor bilen blev fundet. Nu begynder vi at stemme dørklokker i de huse, der ligger i området. Vores håb er, at nogen har set noget eller har noget videoovervågning, der gør os klogere på, hvor kvinden er gået hen.

Politiet opfordrer desuden bilister, der har kamera i bilen, til at henvende sig, hvis de har kørt på Vellingvej eller Fuglsangvej mellem mandag aften og tirsdag morgen, da kvinden skulle køre fra sin bopæl i Bryrup til en adresse i Silkeborg.

Kuperet område

Eftersøgningen er påvirket af, at der er faldet sne, siden Kathrine steg ud af sin bil på ét eller andet tidspunkt i tirsdags. 

Det gør det svært for politiet at finde ud af, hvilken retning hun har bevæget sig i. Området er i forvejen kuperet og svært fremkommeligt, da det er et skovområde.

Midt- og Vestjyllands Politi er bekymrede for Kathrines velbefindende.

Ingen spor af telefon

Har I nogen spor efter hendes telefon?

- Det har vi desværre ikke, nej. Hun havde den ikke med sig.

Hvad siger det jer?

- Jamen, det siger os ikke så meget. Jeg er klar over, at det for mange mennesker vil være utænkeligt at tage afsted uden sin telefon, men det er ikke tilfældet her, hvor hun desværre bare ikke har taget en telefon med.

Har I fundet noget i hendes bil, der kan indikere, hvad der er sket?

- Nej, der er heller intet fundet. Bilen var i øvrigt låst, og det er ikke en model, der låser automatisk, når man går væk fra den med nøglen, siger Peter Justesen til TV2 Østjylland.

Kørt fast

Bilen er fundet tæt på krydset, hvor Fuglsangvej og Vellingvej mødes, men kvinden er altså kørt væk fra den naturlige rute, der er mellem hendes bopæl og det sted, hun skulle hen. Ifølge politiet er der dog ikke ret langt fra Vellingvej til findestedet.

Som det tidligere er meldt ud, ser det ud til, at hendes Hyundai i10 er kørt fast i sneen.

- Af én eller anden årsag er hun holdt ind, og vi ved ikke hvorfor, siger Peter Justesen.

Hunde på vej

Kvinden antages at have været alene i bilen, der har nummerpladen AL 91 469.

Der kommer et antal hunde her til formiddag, der skal hjælpe med søgningen sammen med en helikopter fra Forsvaret og to hold med droner.



Powered by Labrador CMS