Beslaglægger bil efter vild biljagt

Ræsede med 140 kilometer i timen i byzone

Offentliggjort

En biljagt i Køge torsdag endte med en beslaglæggelse af en bil, mens føreren og en anden mand slap væk fra politiet.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

En borger ringede til politiet og anmeldte, at en bil på mistænkelig vis cirkulerede rundt i et boligområde.

På et tidspunkt var to mænd steget ud af bilen.

Borgeren mente, at de to mænd kunne være igang med at forberede et indbrud. 

Kørte fra politiet

En politipatrulje blev sendt til stedet, og betjentene fik kontakt til bilen omkring Ølbyvej i Køge.

Men de to mænd ville ikke tale med politiet og speedede op.

På et tidspunkt kørte de 140 kilometer i timen i deres flugt fra politiet.

De to mænd efterlod bilen på Ågade i Køge, hvor de stak af til fods i retning mod Torvet.

Leder efter dem

På trods af en omfattende eftersøgning med patruljer og hunde lykkedes det ikke at finde de to mænd. 

Da der har været tale om vanvidskørsel, blev bilen beslaglagt,  og Midt- og Vestsjællands Politi fortsætter nu efterforskningen for at finde frem til de to mænd.

Powered by Labrador CMS