Betjent udløser skræk-scener

Tog sit våben med til koncert

Udgivet Opdateret

Royal Arena gik kortvarigt i alarmberedskab en søndag aften i december 2022, da en betjent tog sit tjenestevåben med til en af spillestedets koncerter.

Det fortæller sikkerhedschefen for Royal Arena mandag i Københavns Byret, hvor den pågældende betjent er tiltalt for stillingsmisbrug og brud på våbenlov og -bekendtgørelse.

Han var blevet ringet op af en supervisor ved indgangen, som oplyste, at en gæst havde fremvist et politiskilt og sagt, at han var bevæbnet, og at gæsten var gået indenfor, hvor det britiske soul- og popband Simply Red senere skulle indtage scenen.

Stor frygt

- Min første frygt var, at det ikke var et ægte politiskilt, og at vi derfor havde et våben i huset, siger sikkerhedschefen i byretten.

Det opvarmningsband, der var gået i gang, blev stoppet, og lyset blev tændt i lokalet, så Royal Arenas kommandocentral nemmere kunne lede efter betjenten ved hjælp af overvågningskameraer.

I mellemtiden var Københavns Politi blevet alarmeret om situationen, og en indsatsleder blev sendt til stedet med det samme. Indsatslederen sørger samtidig for, at der er andre klar til at rykke hurtigt ind, hvis det viser sig a være en person med ond hensigt.

Frygtede angreb

- Nu er det meget sjældent også internationalt, at man har et skyderi, der begynder med fremvisning af et politiskilt, så jeg tænker, at det er en kollega, siger indsatslederen mandag i byretten.

Efter cirka et kvarter lykkedes det Royal Arena at få øje på den bevæbnede gæst, der bliver ført ud i foyeren, hvor han bliver mødt af sine politikolleger.

Gæsten, der har været ansat i politiet i årtier, havde taget våbnet med, da han frygtede, at der ville kunne ske et angreb. Det har han forklaret i byretten.

Tog hans våben

Bare et halvt år inden denne episode havde en ung mand eksempelvis skudt omkring sig i shoppingcentret Field's, der ikke ligger langt fra Royal Arena. Tre personer mistede livet i det skyderi, og flere andre blev såret.

Politiet tog våbnet fra betjenten, og sikkerhedschefen i Royal Arena valgte at vise den erfarne betjent ud fra spillestedet. Han havde brudt stedets regler og måtte ikke overvære koncerten.

- Jeg siger: "Du er ikke velkommen til at være her, så du bliver vist ud herfra". Vedkommende mener, at jeg kriminaliserer ham, og at det ikke er okay, at jeg beder mit personale vise ham ud, siger sikkerhedschefen.

Kræver fængsel

Royal Arena har som følge af denne episode udvidet deres sikkerhedsplaner for, hvad der skal ske i forskellige situationer.

Betjenten har erkendt de faktiske forhold, men han nægter at have brudt straffeloven, våbenloven og våbenbekendtgørelsen. Da han tog sit våben, besluttede han at træde i tjeneste, har han forklaret.

Anklagemyndigheden vil have betjenten idømt fængsel. Der ventes dom mandag eftermiddag.

Powered by Labrador CMS