Betjente jagter denne kvinde

Betjente vil gerne have oplysninger om hende

Offentliggjort

Fyn er igen ramt af kontaktbedragerier med et eller flere falske bankbude. 

Mandag fik Fyns Politi flere anmeldelser fra ældre, der var blevet kontaktet af en falsk bankmedarbejder, og flere havde også udleveret deres bankkort.

 De forurettede er alle ældre kvinder, der var blevet kontaktet af ”deres bank”, fordi deres hævekort skulle udskiftes.

Denne kvinde er mistænkt for svindel

Derfor ville den falske bankperson sende et bankbud for at hente forurettedes bankkort. 

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Blev misbrugt

- Flere af de forurettede afleverede herefter deres kort til det falske bankbud. 

Hævekortene blev kort tid efter misbrugt i hæveautomater, hvor der blev hævet eller forsøgt hævet flere tusinde kroner. 

I et af tilfældene udleverede den forurettede også sine smykker til bankbuddet, oplyser politiet.

 Seks anmeldelser

I alt modtog Fyns Politi seks næsten enslydende anmeldelser  fra ældre i Odense C, Assens, Nyborg, Munkebo og Middelfart. 

 Fyns Politi mistænker kvinden på fotoet for at være impliceret i fire forhold, der skete i hhv. Odense C, Assens og Middelfart. 

Der kan være tale om yderligere én gerningskvinde der har afhentet hævekortene – men det kan også være samme person. 

Hun er mistænkt

 Kan du genkende kvinden på billedet vil Fyns Politi gerne kontaktes på 114. Hun beskrives som: Kvinde, 20-30 år, 170-180 cm høj, almindelig af bygning og med mørkt hår. Hun var iført mørke bukser, lys jakke med pelskant over en hvid trøje.

Flere bander

 Fyns Politi mistænker, at der er flere kriminelle grupper i gang i øjeblikket, så det er også vigtigt at man som ældre borger og pårørende er ekstra opmærksom på den her type kriminalitet i øjeblikket.

Powered by Labrador CMS