Blitzet i hidsigt tempo i 60 km/t-zone

Koster den unge mand bilen

Udgivet Opdateret

En ung mand står nu uden bil efter han torsdag blev blitzet med over det dobbelte af den tilladte hastighed på Merløsevej i Nyrup mellem Sorø og Holbæk.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Den 22-årige blev blitzet på strækningen, hvor hastighedsgrænsen er 60 km/t med hele 133 km/t - altså over det dobbelte af den tilladte hastighed.

Det takseres som vanvidskørsel og derfor dukkede betjente fra politikredsen klokken 21.30 op på den 22-åriges bopæl og sigtede ham.

Farvel til bil og kørekort

Samtidig blev hans bil beslaglagt og kørekortet inddraget.

Alt i alt en noget skidt torsdag for den unge bilist, der for fremtiden må nøjes med at være passager.

Powered by Labrador CMS